At John Lennon var en fremragende sangskriver! Det kan de fleste nok erklære sig enige i. Men hvad nu, hvis man fjernede alle hans ord og lod hans melodier stå tilbage, nøgne? Hvad så? Ja, man får i hvert fald et bud på et svar ved at lytte til Iiro Rantalas soloalbum, My Working Class…
Continue reading →Efter succes i Tyskland i starten og midten af 1960erne med the ”American Folk Blues Festival” og the ”Spiritual and Gospel Festival” besluttede arrangørerne at lave endnu en festival: en ”Festival Flamenco Gitano”. Den fandt sted i november 1965. Her kunne arrangørerne præsentere et program med en række andalusiske kunstnere, som overfor det tyske publikum…
Continue reading →Majbritte Ulrikkeholm er en etableret singer-songwriter med en spirituel tilgang til både sang og musik. Hun har længe været en kunstner med julelys i øjnene, men med sit nye album er hun også en kunstner med julemusik på sit CV. Min allerførste jul er imidlertid (ikke overraskende) et lidt for spirituelt, silkeblødt og sukkersødt bud…
Continue reading →Den unge, svenske multiinstrumentalist og vokalist, Anna von Hausswolff, er i min optik en af Nordens pt. mest interessante og innovative kunstnere indenfor såvel akustisk som elektronisk indie-pop-rock. Hun spænder vidt, er kunstnerisk ustyrlig og samtidig uhyre stringent i sin konceptualisering af musikken. Hendes nye album, The Miraculous, er voldsom, voluminøs, intens, passioneret, overbevisende, sakral…
Continue reading →Food er en norsk/engelsk avantgardejazzgruppe bestående af Thomas Strønen (trommer, percussion, electronics), Iain Bellamy (saxofoner, electronics) og Christian Fennesz (guitar, electronics). Og gruppens musik? Den kan bedst beskrives som eksperimenterende, elektronisk baseret avantgardejazz med markante grooves og elementer af akustisk avantgardejazzrock. Hovedparten af numrene er industrielle lydlandskaber snarere end musik. De resterende numre rummer egentlige…
Continue reading →Jazzpianisten, Keith Jarrett, har siden starten af 70erne udgivet en lang række epokegørende soloalbums, som har det tilfælles, at de er improvisatoriske og indspillet live. De er alle komplekse og mange facetterede og måske af samme grund uomgængelige. Og det gælder ikke bare mesterværket, The Köln Concert, fra 1975, det gælder også alle de andre…
Continue reading →Mathias Heise er ganske ung, 21 år, men allerede nu – med sit debutalbum – en glødende stjerne på fusionsjazzens himmel. Heise spiller mundharpe, så englene synger, og det gør han vel at mærke i et musikalsk univers, der – som pressematerialet pointerer – ”forener jazzens harmonik, melodik og improvisation med rockens og funkens hårdtslående,…
Continue reading →