MUSIKANMELDELSE

Klezmofobia er et dansk band, der – som navnet antyder – spiller klezmermusik. Bandet, der består af Bjarke Kolerus (klarinet), Ole Reimer (trompet), Andreas Ugorskij (guitar), Jesper Lund Jakobsen (basbalalaika), Jonatan Nussbaum Aisen (trommer) og nok så vigtigt – Channe Nussbaum (vokal) – kan i år fejre tyve års jubilæum. Måske er det derfor, bandet udsender en ny EP, Biz 120. Måske er det af andre grunde. Men uanset hvad, så er bandet, der for udgivelsen af debutalbummet, Tantz! i 2006, modtog en DMA for ”Årets Danske World Album”, aktuel med en forrygende god EP, der indeholder fem nye, originale numre.

Selv om materialet er originalt og netop nyt, er bandet tro overfor genren – den traditionelle, jødisk folkemusik, som oprindeligt blev fremelsket af hassidiske jøder i Østeuropa og siden USA (for mere end 100 år siden). De seks rutinerede og dog så absolut levende musikere i Klezmofobia udviser både en sans for / kærlighed til den hassidiske tradition og en særegen evne til – sammen med producerne Johan Bæk, Emil Bæk og Jeppe Mangurten Tørsleff – at skabe et moderne lydbillede, som fornemt bygger bro mellem forne tiders Østeuropa og nutidens Nordeuropa.

Når jeg hører Klezmofobia-numre som Jakobsens instrumentale åbningsnummer, ”Puerto del viento”, Nussbaums vokale klezmerpopsang, ”Biz 120”, eller Kolerus’ afsluttende festfyrværkeri af et instrumentalnummer, ”Wasserlied”, ja – så er jeg bjergtaget. Intet mindre. Bjergtaget af det teknisk-instrumentale niveau; af bandets traditionsbevidsthed; af dets evne til at bygge bro mellem for- og nutid.

På sæt og vis er bandets nye musik enkel. Den er let aflæselig. Let afkodelig. Og dog er den kompleks, facetteret og rig. Og det er altså alene Klezmofobias fortjeneste, at det forholder sig sådan – at noget komplekst formidles, så det forekommer enkelt. At noget dramatisk og udramatisk kan forenes så organisk naturligt.

EP’en, Biz 120, er så stilsikker og god, at jeg sagtens kan forestille mig, at Klezmofobia endnu engang bliver nomineret til en DMA.

*****  /  Eget selskab  /  19 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk