MUSIKANMELDELSE
Den amerikanske guitarist og banjospiller (m.m.), Brandon Seabrook, har hidtil kastet sig over flere genrer – fra punk til rock, jazz, pop og metal. I den forstand er han vidtfavnende og uforudsigelig. Det samme kan man for så vidt sige om hans musik på soloalbummet, Object of Unknown Function. Det er ret uklart, hvad det egentlig er for en hybrid af musik, man her hører. Men der er lidt af alt det førnævnte – en form for freejazz med elementer af punk, rock, jazz og avantgarde – men helt klart ikke pop! Musikken er således ikke, som det sig hør og bør for pop, let tilgængelig, aflæselig. Den er tværtimod kompleks, facetteret, eklektisk – sammensat og intellektuel snarere end noget som helst andet. Den er som resultatet af et forkrampet forsøg på at meddele sig – via strenge (guitar og banjo) og kassettebåndsoptagelser af, jeg ved ikke hvad. Pulsen i musiken er pågående, ja, insisterende, elektrisk, til tider næsten industriel. Og det gælder næsten uanset, hvilket nummer på albummet, man dykker ned i. Man er i et landskab af lyde, der ikke favner, men sparker ud af reden – på et teknisk solidt grundlag vel at mærke.
*** / Pyroclastic Records / 48 min.