MUSIKANMELDELSE

Den klassisk uddannede, fransk-algierske sangskriver, sanger og cellist, Nesrine (med efternavnet Belmokh), har hidtil udgivet to album på det tyske label, ACT Music. Men 3’eren, Kan Ya Makan, overrasker – selv om også de to første udgivelser fra Nesrines side overraskede i og med, at de genremæssigt afstak fra ACT’s typiske genrevalg og lydbillede. ACT er næsten entydigt lig med moderne jazz og/eller funk, men Nesrines materiale er mere umiskendeligt fransk pop med et nordafrikansk og/eller arabisk islæt.

Nesrine er en nutidig storyteller, en nutidig scheherazade, som ikke bare fortæller kaliffen, men os alle sammen eventyr. Og det interessante er altså, at hun med sit særegne genremiks og sin betoning i sangene, skaber et inciterende og intenst udtryk. Hun synger både på fransk, arabisk og engelsk. Blander helt naturligt sprogene. Og gør det eminent godt.

At hun så oven i købet er omgivet af sublime sidemen – ja, det giver næsten sig selv. Vi hører foruden hovedpersonen selv Vincent Huma på guitar, Grégoire Musso på bas og keys, Anissa Nehari og Rhani Krija på slagtøj og Paco Soler på trombone. Disse sidemen og Nesrine, som selv har en fortid i bl.a. Daniel Barenboims East-Western Divan Orchestra og Valencias Operaorkester, skaber med deres eklektiske og teknisk uhyre velfunderede tilgang til musikken noget ganske særligt.

På 3’eren hører vi sublime numre som eksempelvis Ya Lil, Leïla og Kan Ya Makan. Og et potentielt hit, Fear, hvormed Nesrine i hvert fald sender mine tanker i retningen af Liz Wright, som er kendt for sine vokale greb i amerikanske spirituals.

Nesrines nye sange kredser i særlig grad om erfaringer med migration. Både på et personligt og et mere generelt plan. Og det med storytelling – ja, titlen, Kan Ya Makan, er arabisk for ”der var engang” – heraf referencen til 1001 nats eventyr. Det, Nesrine ”fortæller” om, er altså migration – med afsæt i egne oplevelser. I titelnummeret synger hun – meget sigende – både på arabisk og fransk. Hun kobler sit afsæt med sit øjeblikkelige ståsted. Og selv kompositorisk bygger hun i nummeret bro mellem Algeriet og Frankrig.

I et nummer som Bonnie & Clyde hilser hun på et af sit store idoler i den klassiske musiks verden, nemlig Johann Sebastian Bach og hans Cello Suite nr. 1. I andre sange hilser hun på den franske singer-songwriter, Serge Gainsbourg.

Herudaf vil man kunne forstå, at hendes sange er facetterede, hendes musik facetteret. Og så er der en særlig sanselighed, ja, sensualitet i hendes vokal og formidling. Og det er alt det, der tilsammen gør Kan Ya Makan til så indtagende en oplevelse.

*****  /  ACT Music  /  32 min.