MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazzsaxofonist, Jon Gordon, er lige netop så gammel, at han i de tidlige 1980’ere oplevede den vibrerende jazzscene i Greenwich Village i New York City. Bydelen – herunder 7th Ave South – husede den gang klubber som Village Vanguard (som stadig er der), Sweet Basil, Village Gate, Lush Life og 55 Bar. På gaderne stødte man – også Gordon – naturligt ind i jazzmusikere. Og dét – ja, hele den pulserende jazzscene i New York – kom i den grad til at præge hans liv med jazzen. Og det viser han med taknemmelighed på albummet, 7th Ave South. I dag er Gordon professor ved universitetet i Winnipeg i det centrale Canada. Her underviser han yngre studerende i jazz – og flere af disse studerende har han haft med sig i studiet under indspilningen af 7th Ave South, der, som indikeret, er en hilsen tilbage til de tidlige 80’eres Greenwich Village. F.eks. hilser han tilbage til Quincy Jones med indspilningen af dennes Ponder This. Ellers er størstedelen af materialet på albummet Gordons eget – nye, godt gennemarbejdede stykker musik for stor besætning. Med i studiet har Gordon haft hele tyve musikere – rutinerede såvel som nye. Og resultatet er vitterligt godt – om end netop versioneringen af Ponder This tager stikket.
**** / ArtistShare / 57 min.