MUSIKANMELDELSE
Den danske jazzbassist, -komponist og –kreatør, Kenneth Dahl Knudsen, har det med at skabe eklektisk og ekspressiv musik. Hans nye album, Gloomers, er ingen undtagelse. Hvad trangen udgår fra, ved jeg ikke, men jeg har over årene noteret mig, at han synes at have en stor horisont; synes at orientere sig i mange musiskalske retninger; synes at omgive sig med musikere fra vidt forskellige traditioner og genrer; og at det hele smitter af på hans egen musik, som af samme grund er facetteret og svær at rubricere, men konstant ramt af et eller andet imaginært element af udlængsel – hvilket jeg bare oplever som en kvalitet.
For i tilfældet Kenneth Dahl Knudsen forekommer mennesket, kunstneren og værket mig at være ét hele. Og da hans egne evner som både jazzbassist, -komponist og –kreatør er så veludviklede – ja, så opstår der noget smukt og stort. Således også i tilfældet Gloomers, der er bemærkelsesværdigt i og med 1), at der er mange sangerinder med – én pr. nummer – og ingen af dem synger (som jeg hører det) specifikke ord, men de bruger deres stemmer som instrumenter, og vel at mærke i alle tilfælde på vildt besnærende vis – det gælder både Ganna Gryniva, Emilie Fleig, Camilla Haugbjerg, Viola Okos, Ingrid Halle, Sofie Trolle og Undine Rovala; 2) der er mange blæsere med: Jimmy Nyborg på trompet, Toms Rudzinskis på altsax, Oleksandr Kolosii på tenorsax og Andre Kassen på tenorsax; foruden 3) et solidt orkester bestående af: Lucas Illanes på guitar, Bernhard Ludescher på keys, Eyal Lovett på keys, Matias Fischer på trommer og Kenneth Dahl Knudsen på bas.
Denne enorme konstellationer har med afsæt i kreatørens idé om et koncept skabt et – ja – formfuldendt, næsten sakralt mesterværk, der både imponerer teknisk og kunstnerisk. Musikken, ja, ”sangene” er alle eminente; udtrykket stærkt magnetisk, og ikke ét sted undervejs i løbet af de små 50 minutter, det hele strækker sig over keder jeg mig. Kenneth Dahl Knudsens helt eget miks af jazz, vokaljazz, poprock og folkrock er medrivende, kalejdoskopisk og respektindgydende. Og så er det ikke bare ekspressivt, det rummer også en kerne af sensitiv og sart art. Det er meget imponerende!
***** / KDK Music / 47 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk