MUSIKANMELDELSE
Kjetil Mulelid er en af disse uforholdsmæssigt mange norske jazzmusikere, der har skabt sig en international karriere – med afsæt i egne kvaliteter (som komponist og pianist) og med afsæt i den helt særlige nordiske tone, som i løbet af de sidste to-tre årtier har manifesteret sig i den sfæriske del af den moderne, skandinaviske jazz. På Agoja, Mulelids nye album – det tredje i eget navn, medvirker foruden Mulelid selv en række andre, store, norske musikere – blandt andre: Arve Henriksen, Mathias Eick, Trygve Seim, Signe Emmeluth og Lars Horntveth. Så snart, jeg hører de første strofer af åbningsnummeret, Alone, føler jeg mig i godt selskab – for ikke bare er nummeret godt komponeret, det forløses også til UG med kryds og slange – med Arve Henriksens trompet i en fremtrædende position. Nummeret ruller derudad som i en rite, og oven i det den ciselerer Henriksen varmt og blødt og vedkommende. Mulelid havde nogle idéer om, hvad han ville, da han inviterede sine venner med i studiet, men det var reelt i studiet – med alle vennerne – at musikken antog den karakter, som den har på Agoja. Der er med andre ord et stort element af improvisation i musikken, og med det foreliggende resultat kan man konkludere, at alle involverede kan deres metier – summen er en melankolsk, melodisk refleksion – måske over livet. Mulelid havde således netop fået sit første barn, da studieindspilningerne gik i gang. Genre- eller stemningsmæssigt svinger udtrykket mellem det jazzede og det barokke, mellem det inderlige og det voldsomt udtryksfulde, mellem det sakrale og det løsslupne.
***** / ODIN / 42 min.