Blåly: Nystalgi

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Blåly er navnet på en ny, virkelig spændende og vital, dansk jazztrio. Kapelmester er komponisten og pianisten Barbara Fiig, som med sig har kontrabassisten Johan Kjær Houver og trommeslageren Timon Matern.

De tre – som notorisk spiller jazzmusik på albummet, Nystalgi – er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Om de kunstnerisk har været fejlplaceret på DKDM eller bare har fået andre præferencer end den klassiske musik – eller slet og ret har ønsket genremæssigt at udfordre sig selv – aner jeg ikke. Jeg behøver i virkeligheden heller ikke vide det. Vigtigst er, at jeg kan konstatere, at Fiig, Houver og Matern lægger stærkt fra land med et originalt jazz- og debutalbum.

Jeg tænker, at de tre har fundet inspiration hos andre – f.eks. hos svenske Esbjörn Svensson Trio (E.S.T.), som fra midt i 1990’erne til Svenssons ulyksalige dødsfald i 2008 satte afgørende nye pejlemærker i nordisk jazz. Måske har de tre hentet inspiration hos danske Bremer McCoy, som pt. er et af den danske jazzsecenes hotte navne. Fiig, Houver og Matern spiller deres musik med samme selvfølgelige lethed og kraft, samme lyriske klang og energi, som E.S.T. og Bremer McCoy har markeret sig med. Deres instrumentale virtuositet forekommer naturlig. Deres formidling forrygende. Deres materiale moderne og dog funderet i et moderne, nordisk klangunivers.

Fiigs tilgang til klaveret er imponerende, særegen, personlig. Og når de kvaliteter kommer i spil sammen med Houvers og Materns respektive bue og stikker, så er vi ude i frisk og klar luft, men stadig i et naturlandskab, vi kender. Af samme grund kan jeg sige, at albummets titel er retvisende. Der er et element af nostalgi i Blålys lydbillede, men også noget nyt og forfriskende, som en nysgerrighed på, hvad der mon befinder sig i næste lysning i birketræsskoven, bag skovens tavse, hvide birkestammer.

Selv siger trioen, at den er ”motiveret af musikkens transformative og healende kræfter”, og det tror jeg på, når jeg hører dens musik, som er melodisk og fint afbalanceret mellem den moderne nordiske jazz, som er melodisk, og den mere insisterende, men dog melodiske kammermusik. Trioens debutalbum, Nystalgi, aftvinger i hvert fald hos undertegnede en dyb respekt og glæde.

*****  /  April Records  /  39 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share