MUSIKANMELDELSE
Med sin kvintet og sit nye album, Paganova, cementerer den amerikanske komponist og pianist, Michael Pagán, at han er toneangivende – ikke bare i Kansas City, men i hele USA – når det gælder post-bop. Der er således noget legende let – både over hans egne kompositioner og over de lånte fjer – han har lånt musik af Steve Swallow, Kenny Wheeler og Clare Fischer – når han arrangerer og forløser disse sammen med saxofonisterne David Chael og Michael Herrera, bassisten Louie Pagán og trommeslageren Ray DeMarchi. Jeg fornemmer simpelthen ud ad forløsningen, at de fem eminente musikere ikke bare hver for sig er teknisk dygtige, men også at de tilsammen vokser og skaber kunst af en betydelig tyngde. Musikken er dynamisk og fremadskuende og samtidig afbalanceret, rolig og fokuseret, i kontakt med bop’ens rødder. Dét kendetegner Paganova fra start til slut. Albummet virker i den forstand som gennemtænkt og gennemført. Og Pagán selv? Han fremstår på én gang som værende i kontrol og som i stand til at give fri.
**** / Capri Records / 60 min.