MUSIKANMELDELSE
Den finske jazzvokalist og -trompetist, Kirsi-Marja Harju, er en innovativ kunstner. Hun er uddannet og bor den dag i dag i Amsterdam. Det er fra basen der, hun blandt andet leder Kama Kollektiv – en jazzkvartet, der i øvrigt består af Jonathan Nagel på bas m.m., Ida Alanen på klaver m.m. og Joe Korach på trommer og slagtøj. As If I Live a Different Life er kollektivets tredje full length album og vel at mærke et album, der tydeliggør, at kvartetten har et rigt potentiale – teknisk såvel som kunstnerisk. Kvartettens originale musik kan genrebetegnes som et miks af moderne, kontinentaleuropæisk jazz med elementer af teatralsk indiepop og folk – kort sagt: musik af en særegen støbning. Det særegne består udover genremikset i, at Kirsi-Marja Harju delvist synger på finsk. Ganske vist er der kun et enkelt nummer på det nye album, hvorpå hun synger på sit modersmål, men det nummer, Tiimalasi, er altså også albummets bedste, for på det hører man vitterligt Kirsi-Marja Harjus inciterende vokal og hendes afstemte trompeteren.
**** / Sonna Records / 45 min.