Han er 66, men i dén grad still going strong, og dét ved hans publikum.
Af samme grund var der udsolgt i Falkoner, da han lagde vejen forbi Frederiksberg og – at dømme efter reaktioner og stående ovationer – gav sit publikum, hvad de ville have: Et underfundigt ”spil for galleriet”, en solid back-up og i det hele taget en koncert, der bekræftede, at han er sin generations fremmeste singer-songwriter. Der var – så at sige – en connection mellem Taylor og det modne hovedstadspublikum.
Selv bliver jeg altid lidt mærkeligt til mode, når jeg – som en fremmed fugl, der nok kender kunstneren på scenen, men ikke er en egentlig fan – befinder mig i en koncertsal, hvor jeg helt åbenlyst er omgivet af ”rigtige” fans, som synger med på alle sange og beredvilligt rejser sig og klapper ved hver en given lejlighed. Sådan var det i aftes. Selv om Taylor i momenter røg out of tune, eller timingen skred.
Men, fuck det. Overordnet set var det nemlig en magtdemonstration af den mere ydmyge slags, James Taylor udviste fra scenen. Han var rent retorisk i førersædet, når han talte mellem numrene, han viste sig som en sand troubadour, når han sang. Han fremstod som et naturligt midtpunkt på scenen, havde omgivet sig med fremragende musikere (blandt andre Larry Goldings på keys, Steve Gadd på trommer og Michael Landau på guitar) og gav en overvejende god koncert bestående af gamle og nye numre.
Han åbnede med Something In The Way She Moves, fortsatte med Today, Today, Today og med Lo and Behold. Præcis som han havde gjort det under de sidste koncerter på touren. I den forstand skete der intet overraskende på scenen. Selv ikke når han med selvironisk distance brillerede med en fortælling, der strakte sig over hele første set og kredsede om hans forhold til the Beatles, eller når han præsenterede enkeltstående numre med undskyldende bemærkninger om, at de handlede om ”sådan noget natur, spiritualitet, hippie bullshit.” Dette sidste sagde han f.eks., da han præsenterede indholdet af Lo and Behold. Den gennemgående historie handlede imidlertid om starten på hans karriere, om indspilningen af det første album (i 1968) i The Beatles’ nye studie og på The Beatles’ nye label, Apple. (James Taylor var den første ikke-brite, der udgav et album på Apple Records). James Taylor underholdt om sin ungdoms interesse i de berømte britiske musikere, fortalte at Poul McCartney havde signet ham, og at George Harrison var gået hjem og selv havde skrevet hans (altså James Taylors) nummer. Han fortalte om sin tid i London og om sin hjemve (han er vokset op i North Carolina), som var baggrunden for, at han skrev nummeret Carolina In My Mind, som smukt blev fremført. Han fortalte at hans storebror, mens han selv havde været i London, var blevet far: ”De andre havde ladet ham blive far! Og han havde opkaldt sin søn efter mig, hvilket jeg både blev berørt og oprørt over”. Alt det sagde han, igen med en underliggende ironisk og selvironisk distance, i sin introduktion til nummeret Sweet Baby James, en meget, meget smuk countrysang, som demonstrerede hans egen connection til traditionel amerikansk folk. Og så sluttede han ellers første set af med sit allerbedste nummer gennem tiden, det store hit fra 1976, Shower the People. Især det nummer – kombineret med historierne om hans forhold til The Beatles – gav, for den blandt publikum som sad ude på stor afstand af scenen og af samme grund ikke kunne se rynkerne i ansigtet (kun den glatte isse), en historisk dimension. Dét nummer understregede, at man befandt sig i en koncertsal, hvor musikhistorien var personificeret i en mand på scenen.
Første set var fortættet, dybt, vågent. Men da James Taylor og hans musikere vendte tilbage for at spille andet set – og indledte dette med Stretch of the Highway – udviklede koncerten sig i en mere jappende, flad og unuanceret retning. Her indtog til gengæld korsangeren og violinisten, Andrea Zonn, en fremtrædende rolle. Hun gav på en eller anden måde musikken, dens behørige tyngde og dybde tilbage. James Taylor himself fandt dog først selv tilbage i sin egen tyngde, da det kom til ekstranumrene, som – heller ikke overraskende – var hans storsælgende covers af Marvin Gayes How Sweet It Is og Carole Kings You’ve Got A Friend. Med dem blev historien til gengæld på smukkeste vis rundet af.
**** / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk