KONCERTANMELDELSE
Det var et dream-team af virtuose sidemen, der omgav den aldrende, amerikanske tenorsaxofonist og fløjtenist, Charles Lloyd, da han fredag aften stod på scenen på Bremen Teater under årets jazzfestival i København. Ved klaveret sad Jason Moran, bag kontrabassen stod Larry Grenadier og ved trommerne sad Eric Harland. Bedre besætningen kunne man dårligt forestille mig. Men det mest overvældende var alligevel, at den fysisk svækkede, 86-årige frontfigur – der bevægede sig stift og mekanisk rundt på scenen – i sit eget spil var helt og aldeles usvækket. Lloyd mestrede til fulde det sjælfulde, det markante og det luftige. Og det vel at mærke på en distinkt autentisk og helt særegen vis.
Charles Lloyd udgav tidligere på året sit seneste album – det udkom i forbindelse med hans 86-års fødselsdag (efter seks års udgivelsespause) – og var med næsten samme besætning, som fredag aften indfandt sig på Bremen Teater. Kun sad Brian Blade bag trommerne på albummet, hvor Eric Harland var på scenen i København. Det fortjent anmelderroste album hed, The Sky Will Still Be There Tomorrow, og det var i stort omgang materialet fra dét, kvartetten spillede i København. Blot blev de tre sidemen budt en større grad af frihed på scenen end på albummet – en frihed, de formåede at forvalte optimalt.
Af samme grund blev materialet – der både var af ældre og nyere dato, men i alle tilfælde fornyet – en kende mere virilt og vildt end det, man hører på albummet. Jason Moran håndterede tangenterne uden antydning af begrænsninger; Larry Grenadier var soliditeten selv; og Eric Harland, han tilførte en let og luftig trommen, som kastede de smukkeste skyggebilleder ind over de andres præstationer. Og ja, centralt stod så Charles Lloyd med sin enorme rutine, et stadigt levende spil og en stærkt personlig, varm klang. Tilsammen optrådte de fire som én organisme – på én gang frisat og sammenhængende.
Charles Lloyds kompositioner og forløsning af selvsamme har altid fremstået som spirituel. Det gjorde den også fredag aften, hvor den oven i købet fremstod smuk, facetteret og rig.
De kvaliteter udgår selvfølgelig fra Lloyds kunstneriske åre, men også fra hans evne til at finde og sammensætte sidemen. Og især, vil jeg påpege, er samarbejdet med Jason Moran har vist sig at være en gevinst. Hvad det er, der gør, at Lloyd er still going strong, skal jeg ikke kunne sige, men det, at han eksempelvis arbejder så tæt sammen med Moran forlænger ganske givet hans kunstneriske virke. For nok er Moran i denne sammenhæng sideman, men jeg garanterer for, at han også er én, der holder Lloyd til ilden. Derfor vokser Lloyds musik og virke også til et kvalitativt niveau af sjælden styrke. Det var dét, vi fredag aften var vidner til på Bremen Teater.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk