MUSIKANMELDELSE

Esbe har – med nærværende udgivelse – sendt i alt ni studiealbum på gade. De otte hidtidige har været ganske gode, men otteren, Blow the Wind Southerly, fra sidste år var helt ekstraordinært god. Herpå sang den britiske sangerinde (af delvist nordafrikansk, delvist østeuropæisk oprindelse) britiske folkesange. A Capella vel at mærke. Hendes nye, niende album, La Serenissima, er af en anden støbning. Det er en hyldest til byen, Venedig. Og så er der genremæssigt tale om et miks af world, ambient, electronics, neoklassisk og traditionel/klassisk musik med et fremherskende pop-groove, som i momenter sender denne lytters tanker i retningen af Dead Can Dance’s sange og musik. Titelnummeret kunne f.eks. godt være groet i Dead Can Dance’s have, selv om det – som alle de andre – er skrevet eller omskrevet af Esbe, der udover at synge også har arrangeret og produceret. Det, der er mest slående, når man hører La Serenissima, er, at kombinationen af grooves, vokal og instrumenter/kor er er så hypnotisk, magnetisk, næsten sakral. Stilen er præget af storladen patos. Og så synger den klassisk uddannede Esbe på latin såvel som engelsk. Åbningsnummeret er i min optik albummets bedste – en versionering af Giulio Caccinis klassisk kærlighedssang, Amarilli, Mia Bella. Det nummer er betagende smukt. Mesterligt (gen)udført og produceret.

****  /  New Cat Music  /  37 min.