MUSIKANMELDELSE
Signe Emmeluth er en yngre, dansk jazzsaxofonist- og komponist – og især: improvisator – som er uddannet og bor i Norge. Det er her – men til dels også i det øvrige Skandinavien – at hun har gjort sig bemærket med sine improvisationskoncerter. Hun har markeret sig som medlem af Trondheim Jazz Orchestra og som samarbejdende med navne som Kresten Osgood and Paal Nilssen-Love. Men også som solist og med hendes eget band, Emmeluth’s Amoeba. Hendes eget, originale, kunstneriske udtryk – og det uanset om det er komponeret eller improviseret – har et element af minimalistisk kammerjazz – i momenter folk- og punk-jazz – over sig. Materialet har kant og er signifikant, genkendeligt – både i kraft af det narrativ, der synes nedlagt i musikken og i kraft af de tilbagevendende (primal)skrig, der knytter sig til musikken. Alt det er hendes særegenhed. Hendes nye album i eget navn, Banshee, tydeliggør det bare. Hendes musik er avantgardistisk, præget af en insisterende rytmik og et element af trance og/eller tekno. Med sig på Banshee har hun et set-up, som fornemt understøtter visionen: Jennifer Torrence (percussion, vibrafon og vokal), Guro Skumsnes Moe (el-bas, kontrabas og vokal), Maja S. K. Ratkje (violin, vokal og elektronik), Heiða Karine Jóhannesdóttir Mobeck (tuba, vokal og elektronik), Guoste Tamulynaite (klaver, synths og vokal) og Anne “Efternøler” Andersson (trompet og vokal). Og det er altså et set-up, der gør oplevelsen intens.
**** / Motvind Records / 41 min.