MUSIKANMELDELSE
Efter 15 år sammen albumdebuterer de to unge, klassiske guitarvirtuoser, Simon Wildau og Mikkel Egelund (Aros Guitar Duo), med det virkeligt gennemførte album, In Time. Wildau og Egelund er begge århusianere (født og vokset op i Danmarks næststørste by) – derfor navnet: Aros Guitar Duo. Aros var i vikingetiden navnet på den by, der i dag hedder Aarhus, og In Time er en hyldest til den by. In Time rummer seks nye musikstykker, seks bestillingsværker, skrevet af seks forskellige komponister (Asger Agerskov Buur, Martin Lohse, Peter Bruun, Rasmus Zwicki, John Frandsen og Wayne Siegel). Konceptuelt har musikstykkerne det tilfælles, at de tager afsæt i eller referer til Morten Børups 500 år gamle ode, In vernalis temporis, som hver dag lyder fra klokkespillet i rådhustårnet i Aarhus (og som i Den Dansk Salmebog er kendt som nr. 721, Frydeligt med jubelkor). Oden er gribende smuk og melodisk stærk, og det smitter naturligt nok af på de seks nye musikstykker, der tilsammen udgør en sammenhængende suite. Enkelte af stykkerne er voldsomt ekspressive – det er f.eks. dels af John Frandsens Rollercoaster. Andre er bare uendeligt smukke – det er f.eks. Martin Lohses Ver. Men alle er også flertydige, facetterede, komplekse. Og – nok så væsentligt – sublimt forløst af de to århusianere, som heldigvis har mange kilometer foran sig i karriererne.
**** / Our Recordings / 58 min.