Fränder: II

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Fränder er et svensk/estisk folk-orkester, som på én gang forekommer mig at være forbundet til folk-traditionen og at bryde med den. Orkesterets musik på dette andet album er original, nok akustisk, men også usædvanligt massiv, næsten voldsom. Kompositioner og vokaler og anvendelsen af instrumenter som violin, fløjte, sækkepibe og bouzouki leder klart mine tanker i retningen af folkemusikken. Men arrangementerne, bassen, slagtøjet og produktion leder også mine tanker i retningen af rockmusikken og heavy-rocken. Lyden er virkelig massiv og tung, men også mystisk og magisk – sådan som moderne folk-musik kan være. I momenter føler jeg mig fragtet tilbage til Jethro Tull og det miks af folk og rock som de lod titte frem på hitlisterne i England i 70’erne. Men i andre momenter er jeg som tilstede her og nu, i 2023, i Norden. Fränders musik er i enhver forstand forfriskende innovativ. Og når den så – igen i momenter – antager en næsten krystalklar, symfonisk karakter – som f.eks. i det melodisk, instrumentale nummer, Rabatud, så er jeg helt med. Alva Granström, Säde Tatar, Gabbi Dluzewski, Daniel Dluzewski og Andreas Berglund gør tilsammen en god figur – så god, at jeg får trang til at følge deres videre færd.

****  /  Nordic Notes  /  58 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share