MUSIKANMELDELSE

Den danske multikunstner, Lars Mikkes, har – udover at skabe billedkunst og film – indspillet og udgivet flere plader, album såvel som singler. Det nyeste album, Kokon, er hans fjerde siden 2020.

Og én ting går igen – hele vejen igennem hans historie med musikken: Lars Mikkes har svært ved at fatte sig i korthed. De singler, han har udgivet, er typisk af en varighed på omkring en time. Og de album han har udgivet er typisk af en varighed på omkring to timer.

Kokon er af en varighed på godt to og en halv time, og det gør selvfølgelig ikke noget, hvis musikkens kvalitet ellers er derefter. Dét er så spørgsmålet, om den er det. Om det er indsatsen værd at lytte i mere end to og en halv time for at få det hele med.

Lars Mikkes’ musiske gebet er elektroniske lydlandskaber. Dem bygger han op omkring beats, loops og enkle temaer. Ind imellem antager hans lydlandskaber karakter af noget industrielt insisterende. Ind imellem af noget abstrakt, dystert, næsten dystopisk. Konsekvent af noget fortællende, berettende, dramatisk.

Når jeg f.eks. hører et nummer som ”Death” eller ”Underworld”, så hører jeg dystopien. Når jeg hører et nummer som ”The Messenger” eller ”Moving Forward” og mange andre, hører jeg en konneksion til moderne tysk miniamlisme – indenfor såvel elektronisk pop/rockmusik som neoklassisk musik. Og sandt at sige – jeg fornemmer ganske klart, at der er en rød tråd igennem materialet – som helhed. En gennemgående tematik, en egentlig musikprofil.

Hører jeg det enkelte nummer, hører jeg endda en fortættet intensitet og autenticitet – synes jeg. Til gengæld synes jeg også, at helheden – summen af de i alt 26 numre – bliver til alt for meget, alt for langt, alt for enerverende. For musikken rummer ikke formildende omstændigheder, heller eller ro. Den skaber ikke – for mig – meditative momenter eller hele forløb, der kan give mig anledning til dvæle. Snarere stresser den mig, som påtvinger den mig eksempelvis sirene på sirene. Lyt selv til et nummer som ”Cliffs of the Heart”, og jeg vil tro, du forstår, hvad jeg mener.

Jeg har ikke noget imod lange musikstykker, symfonier eller ambiente suiter. Men jeg har noget imod lange forløb for længdens skyld. Jeg er for, at man skærer ind til benet, for at man fatter sig i korthed og for, at man nuanceret udfolder eventuelle kompleksiteter. Kokon er og forbliver for mig for uredigeret og for selvfed.

***  /  Eget selskab  /  153 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk