MUSIKANMELDELSE
Den japanske jazzkomponist og –pianist, Satoko Fujii, er helt åbenlyst en af vor tids mest markante avantgardister. Dertil kommer, at hun er ekstremt produktiv, udfarende og kreativ. Hun optræder og indspiller som solist og i og med en lang række konstellation – altid som toneangivende. Det er hun også i den nye Satoko Fujii Tokyo Trio, der i øvrigt består af bassisten Takashi Sugawa og trommeslageren Ittetsu Takemura. Trioen lanceres af pressebureauet som en af nutidens helt store klavertrioer, og den præmis er jeg med på – blot, vil jeg understrege, at der på debutalbummet, Jet Black, er tale om avantgardejazz. Vel står det klart, at de tre musikere i trioen hver især er eminente instrumentalister; vel står det klart, at de som trio fungerer respektindgydende godt; men deres musik er kun for garvede lyttere, som kan leve med udfordringer. Flere passager i musikken er et kaotisk inferno. Men den garvede eller udholdende lytter, vil også i trioens musik kunne høre en særegen stringens, en dynamisk spænding og en sans for det sublime.
**** / Libra Records / 56 min.