MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazzguitarist, Jocelyn Gould, har før gjort sig godt bemærket: Hun har i henholdsvis 2020 og 2022 udsendt nogle solide plader og fortjent fået ros og priser herfor – blandt andet den prestigiøse, canadiske JUNO-Award – og nu udsender hun så sin tredje plade i eget navn, Sonic Bouquet, og dén er tilsvarende ære, roser og priser værdig. Kendetegnende for musikken på pladen er, at den er solid, stilsikker og ren – indspillet i et studie, som var det live. Musikken har den nerve, den kant og karakter, som følger med konceptet – især når man har en stærk besætning, som tilfældet er her: Med sig i studiet har Gould nemlig haft guitaristen Randy Napoleon, klarinettisten Virginia MacDoald, pianisten Will Bonness, bassisten Rodney Whitaker og trommeslageren Quincy Davis. Og deres fælles forståelse af swingjazzen, bebopen og bluesmusikken – og i øvrigt den frie spontanitet – udmønter sig vitterligt i musik af høj kvalitet. Konstellationen repræsenterer tre generationer og tilføjer både musikken en ung energi og moden jordbundethed og stamina. Materialet er et velfungerende miks af egne kompositioner og standards – men stærkest står efter min mening versioneringen af Victor Youngs gamle sag, My Foolish Heart.
**** / Eget selskab / 52 min.