MUSIKANMELDELSE
Den danske cellist, Maria Isabel Edlund, er noget så sjældent som en ung, pladedebuterende klassisk musiker. Og Applause er debutpladen – en liveindspilning af Edlunds debutkoncert i maj 2020 i Det Kgl. Musikkonservatorium i Aarhus – opført og indspillet under Corona-nedlukningen, uden publikum. På pladen er der altså ingen forstyrrende publikummer, men alene ren, raffineret lyd, og det tydeliggør hvor perfektioneret en instrumentalist og kunstnerisk stærkt en fortolker Edlund er. Hendes debutplade rummer tre værker: italienske Giovanni Benedetto Plattis Cello Sonato no. 1, islandske Anna Thorvaldsdottirs Transitions og tyske Alfred Schnittkes Cello Sonata no. 1. Især, synes jeg, Edlunds solooptræden på Transitions er bemærkelsesværdig, dynamisk, kraftfuld og uforudsigelig. Men også hendes sammenspil med pianisten Aya Tominaga i forløsningen af Schnittkes sonate er bemærkelsesværdigt, stærkt. Schnittkes komposition er i sig selv dramatisk, men Edlunds og Tominagas indsats understreger det dramatisk dæmoniske, så alvoren ikke er til at misforstå.
**** / Jaeger Community Music / 41 min.