Helle Hansen: Watershed

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

”Cold October-sky, cold as you and I…” – med de ord indleder den danske singer-songwriter, Helle Hansen, sit nye album, Watershed. Og, som man næsten kan udlede af ordene, så er der tale om en kold, kold start på et album, der altovervejende byder på kolde (og i enkelte tilfælde varme) sange om det, der på engelsk hedder ”watershed moments” – skelsættende øjeblikke / vendepunkter.

Helle Hansens nye album – hendes tolvte i eget navn – indeholder tolv sange, der kredser om temaer som mørke og lys, sorg og transformation, overgivelse og nåde. Og ikke overraskende er vand et element, der indgår.

Genremæssigt har hun begivet sig ud i et miks af jazz, soul, blues, latin, pop og verdensmusik. Og efter som hun er en meget habil, ofte prisbelønnet sangskriver, anslår hun temaer og toner, der er forståelige og almene, men netop også personlige og særegne. Derfor emmer hendes sange ofte – og det gælder også denne gang – af autenticitet. Når hun for eksempel i åbningsnummeret, ”The Undertow”, benytter skalaer, der sender tankerne i retningen af traditionel indisk sang og musik, så forbliver autenticiteten intakt. Det forekommer endda naturligt, at den indiske tradition og den vestlige indie-rock og vokaljazz smelter sammen.

Med på albummet har Helle Hansen et hold af dygtige musikere: Jens Ulrich Kiilstofte (klaver, orgel, rhodes m.m.), Per Gade (guitar), Henrik SP (bas), Martin Klausen (trommer), Jesper Riis (flygelhorn og trompet), Steen Hansen (trombone) og Jens Varmløse (mandolin, guitar og bas) foruden Diluckshan Jeyaratnam og Sine Hänninen, der både synger kor, lead og improviserer.

Helle Hansen og de nævnte sidemen formår at skabe magnetiske øjeblikke af såvel instrumental som vokal stor styrke, hvorfor jeg da også tror, at denne tolvte udgivelse i eget navn vil høste lige så megen ros som forgængerne. Allerede inden udgivelsen har syv af de tolv sange da også været i finalerunden i ”USA Songwriting”. I dén konkurrence har Helle Hansen i hele perioden fra 2002 til 2022 modtaget en Honorable Mention Award.

Til gengæld tror jeg ikke, at hun for sit nye album vil modtage endnu en DMA Jazz – for dertil er vokaljazzen alt for perifer eller alt for infiltreret af andre, mere dominerende genrer. Bedste nummer på Watershed er efter min mening det blues-dominerede, ”Over my Dead Body”.

****  /  Heart Core Records  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share