Vincent Ryder: The End of the World on TV

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den pladedebuterende danske sangskriver, sanger og guitarist, Vincent Ryder, kan gå hen og blive det, man vil kalde et fænomen. Han er kun 19 år, har for bare et lille halvt år siden fået sin studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium, og nu er hans debut her så – The End of the World on TV – et album, der både fremstår lovende og modent, kantet og sindsoprivende apokalyptisk.

Genremæssigt er Vincent Ryders musik fra grænselandet mellem protestpop og artrock. Og nok så interessant – sangene og musikken har blikket rettet mod en utryg fremtid samtidig med, at de/den sender lytterens tanker – i hvert fald mine – tilbage til en fortid med en skramlet form for artrock og navne som David Bowie, Tom Verlaine, Sparks og ja, John Lennon.

I enhver forstand er sangene og musikken interessant. Tekstuelt, kompositorisk, vokalt, instrumentalt og produktionsteknisk. Sangene er ladet med betydning – katastrofestemning, uvished og afmagt – og synes tænkt ind i en kontekst med aktuelle fænomener som krig, miljø- og klimakrise. Med andre ord: Teksterne er ikke for børn, unge og sarte voksne sjæle, der har nattesøvnen kær. Kompositorisk og produktionsteknisk er der til og med noget fanden-i-voldsk, direkte og kras over stilen. Men netop dét er pointen og kvaliteten.

Et nummer som ”Fuck You” sender mine tanker tilbage til David Bowie og hans glam rock, mens et nummer som ”Bulletproof” sender mine tanker tilbage til Sparks og deres forrykte stil. Et nummer som ”Freeze” sender mine tanker tilbage til John Lennons sidste soloplader, mens et nummer som ”The End of the World on TV” sender mine tanker tilbage til Tom Verlaine og hans raffinerede sans for ballader.

Vincent Ryder forekommer mig overvældende stilsikker, uhæmmet og direkte. Og måske er det sådan, han er. Stor i slaget. Alvorsfuld. Kunstnerisk sikker. Talentfuld.

Måske er han blev hjulpet på vej af erfarne Aske Jacoby, der har produceret og udgivet hans debutplade.

Jeg ved det ikke. Men uanset hvad – så er Vincent Ryder et fremtidens navn. En kunstner, som jeg VIL følge!

****  /  Giant Birch  /  38 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share