Den spanske komponist, Pablo de Sarasate (1844-1908), høres sjældent på disse breddegrader, selv om hans kompositioner både er teknisk betonede og taler direkte til hjertet. Når vi hører ham så sjældent, skyldes det ganske givet, at hans klassiske musik udspringer af spansk folkemusik og dans. Dét har nemlig gjort hans musik populær på den iberiske halvø, men ”fremmedartet” og knap så populær i den nordlige del af Europa, Danmark inklusive. Når den unge tyske violinist, Julia Fischer, og hendes akkompagnatør, den ukrainske pianist Milana Chernyavska, tager livtag med de sydlandske kompositioner, bliver det ”fremmedartede” imidlertid forvandlet til skiftende temperamenter, dramatiske fortællinger og livgivende drømme. Vel forstummer ikke temperamenterne, men musikken bliver som stilstudier i romantiske temperamenter, snarere end egnsfikseret folklore. Man møder temperamenter som hos den samtidige franske komponist, Georges Bizet. Man foranlediges faktisk til at tænke, at Bizet har fundet inspiration hos Sarasate. Og under alle omstændigheder forundres man over Fischers virtuositet, pikante fraseringer og udtalt charmerende omgang med musikken.
***** / Decca Music / Universal Music / 68 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES