MUSIKANMELDELSE

Privat udgør Alberte Winding og Andreas Fuglebæk et par. Et umage et af slagsen ganske vist, eftersom hun er 60 og han 40 år, men de har været gift siden 2015, så et udslag af et pludseligt påhit er deres relation ikke. Der er andet og mere, der binder dem sammen.

Det, at de begge er musikere, styrker antageligt deres relation – selv om de kommer til musikken fra forskellige udgangspunkter. Det er som om, de sammen formår at åbne op for nye indfald og impulser, nye idéer. Som om de på én gang modent formår at se indad og åbent modtage, udefra. I hvert fald er der noget forunderligt ægte, umiddelbart og åbent over udtrykket på de nye numre på deres nye, fælles album, Nye Stjerner.

Albummet er ganske kort – består af otte nye sange, som de sammen har skabt. Impulsive og, ja, uperfekte, men stemningsfulde sange om livet – kærligheden og tabet af selvsamme, glæden og bekymringen.

Bedst af alle otte sange forekommer åbningsnummeret, ”Gråbrødre til vor frue”, mig. Dén sang forekommer mig stærkt inspireret af svensk visetradition og svensk vokaljazz. Tonen forekommer mig at være den samme. Farven den samme. Jeg ser svenske kunstnere som Sophie Zelmani og Tomas Andersson-Wij for mig.

Men altså også danske Alberte, der med sin genkendelige og indtagende vokal står i egen ret. Og så ser jeg selvfølgelig Fuglebæk – Windings ægtefælle, som med sin guitar docerer præcist. De to fremstår som et kunstnerisk virkelig godt match. At de så har involveret stærke kræfter som Dan Hemmer på klaver og orgel, Marie Louise von Bülow på bas, Mads Andersen på trommer og slagtøj, Rune Sørensen på violin, Kasper Tranberg på trompet og Katrine Muff på kor styrker kun yderligere.

Genremæssigt er vi i singer-songwriternes grænseland mellem folk, viser, vokaljazz og drømmepop. Og det er altså et grænseland, der kan være forudsigeligt og kedeligt og, ja, betagende. I størstedelen af sangene på Nye Stjerner er vi i det betagende, næsten uskyldsrene grænseland, som godt kan tåle lidt melankoli. I enkelte andre sange er vi i det forudsigelige, næsten villede, og dét trækker ned. Men små perler er – foruden ”Gråbrødre til vor frue” – ”Min elskede er udenbys”, ”Sommernat midt i marts” og ”Hvem har du givet dit hjerte til”.

****  /  Universal Music  /  31 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk