MUSIKANMELDELSE

Titlen på danske Carsten Dahls nye plade er lidt misvisende. For nok er der tale om en hyldest til Dahls forbillede, amerikanske Keith Jarrett (som efter to hjerneblødninger nok aldrig selv kommer til at optræde igen), men dels er der ikke tale om soloer (som Keith Jarrett har lavet rigtig mange af) endsige sange, dels er der kun to af pladens 14 numre, som bærer Jarretts egen signatur. Det ville ret beset have været mere oplagt at betitle pladen: A tribute to Keith Jarrett. For det er dét, den er – pladen – en hyldest til Jarrett, som igennem de sidste 50 år ubetinget har været en af de globalt vigtigste figur i moderne jazz (på soloklaver) og i fortolkningen af standards.

Ikke desto mindre optrådte Carsten Dahl i Dronningesalen på Det Kgl. Bibliotek (Den Sorte Diamant) i 2019 (under Copenhagen Jazz Festival) – og det med et show med titlen, The Solo Songs of Keith Jarrett. Optagelserne til den nye plade stammer i stor udstrækning herfra (hvilket til gengæld er rimeligt, eftersom næsten alle forbilledets plader er optaget live). Med sig på scenen i bibliotekets koncertsal havde pianisten Dahl en suveræn besætning: Palle Mikkelborg på trompet, Fredrik Lundin på saxofon, Stefan Pasborg på trommer og Nils Bo Davidsen på kontrabas – foruden kammerensemblet, Ensemble Midtvest (som Dahl før, i andre, tidligere sammenhænge har arbejdet med). Sammen har den (af gode grunde) anerkendte pianist og hans suveræne sidemen skabt en storslået plade – ikke en let sag, men en kompleks og krævende størrelse.

Personligt har jeg svært ved at koble mig på i starten af det, der trods alt har fået karakter af et sammenhængende, kammermusikalsk jazzværk. Men eksempelvis med pladens 5. nummer, Allentown Blues (som er skrevet til lejligheden af Carsten Dahl) er jeg med på idéen, præmissen, konceptet – især fordi Dahls egen instrumenthåndtering i nummeret vitterligt sender mine tanker i retningen af Jarrett. I et nummer som Polyphonistic Nightmares (pladens 6. nummer) bliver jeg bare igen-igen kastet ud i et mareridt af et kammermusikalsk/avantgardistisk eksperiment, som ikke taler til mit hjerte, men alene til mit intellekt. Netop sådan er pladen – en konstant skiftende sag, der det ene øjeblik rammer mit hjerte, det andet min hjerne. Det ene øjeblik er musikken smuk, det andet øjeblik voldsom. Personligt foretrækker jeg de smukke momenter – numre som Little Song for Fredrik (det må efter titlen at dømme være en hyldest til Fredrik Lundin; nummeret er i hvert fald komponeret af Dahl; det giver plads til nogle meget fine solopartier af netop Lundin; og så er det i øvrigt ikke en lille ”sang”, men et mere end ti minutter langt instrumentalnummer) og Allentown Blues (der som allerede nævnt er skrevet af Dahl, der selv brillerer ved klaveret og bl.a. fornemt flankeres af Lundin. Allentown er navnet på den by i Pennsylvania, hvor Jarrett blev født). Alene disse to numre er hele pladen værd. De er ikke endimensionelle, men viltre, insisterende, vedholdende og, ja, smukke. Men skønnest af alle numre på pladen er alligevel versioneringen af Jarretts Prism, som helt enkelt fremføres som .

Mikkelborg, Pasborg, Davidsen og Ensemble Midtvest bidrager også alle til hyldesten. Ensemblet især i versioneringen af Keith Jarretts October Song – som sender tankerne i retningen af Kim Larsens melodi til Nordahl Griegs digt, Kringsat af fjender. Versioneringen er næsten kammermusikalsk. Og nummeret vokser smukt sammen med Dahls eget, meget krævende og sprælske nummer, October Thoughts. Og netop en sammensmeltning som dén er en af pladens forcer. Dahl favner, som Jarrett, vidt.

*****  /  Storyville Records  /  64 min.