Det fede (og for nogle sikkert irriterende) ved at blive ældre er, at man har hørt det før. At man ved, at historien gentager sig. Og at man kan høre, at musikere, for eksempel, står på skuldrene af andre musikere, når de indtager scenen.
Ikke dermed sagt, at musisk originalitet i dag er en saga blot. Slet ikke. Det sande talent består, men det udspringer af evnen til lytte til andre, låne eller stjæle og sammensætte på ny. Gør man det med snilde, er man et sandt talent.
Tag engelske Sohn, som på forhånd var udråbt til et af Strøm Festivals hovednavne. Han er ubestrideligt et talent, og hans koncert i Store Vega bekræftede det. Men også han står på skuldrene af et hav af tidligere talenter.
Mine aldrende ører hørte referencer til Simply Red, til The Alan Parsons Project, til Emerson, Lake & Palmer, til James Blake og til masser af andre navne indenfor britisk folk, psykedelisk rock, rythm&blues, soul, kristne hymner. Selv om alle disse referencer var tilsat 1) synthflader og elektroniske beats og 2) en usædvanligt inderlig vokal. Referencerne var der, om end Sohns talent var ubestrideligt, hans musik næsten gribende.
Men først lidt – ganske lidt – om lyden. Den var simpelthen eminent i Store Vega. Selv om musikken kunne have kaldt på yderligere volumen, formåede lydfolkene at balancere niveauet, så både nuancer i musikken og tunge basbeats blev prioriteret.
Herefter lidt – ganske lidt – om lyset. Fokus var lagt på baglys, og kombinationen af dét – og scenerøg – gjorde, at englænderen og hans to sidemen under hele koncerten snarere var som skygger på scenen end noget som helst andet. Det er muligt, at netop det er hipt indenfor genren. Det er muligt, at Sohn simpelthen ikke bryder sig om, at blive belyst forfra. Det er muligt, at han har et ønske om at prioritere forbindelsen mellem musikken og modtageren, snarere end sit eget ego. Men når publikum indfinder sig til en live-koncert, er det jo også for at se giraffen.
Nuvel. Lidt om Sohns sceneoptræden – ganske lidt. Den var simpel, som vanligt. Han sad midt på scenen, på et platou, bag sin synthesizer. Med baglys og røg. Iklædt sin vante beklædning, der er som et miks af en hættetrøje og en kutte. Herfra – i siddende position – og i skygge og under hætte afviklede han sin koncert. Ikke på doven vis. Ikke med mådehold. Men som var han sky. Man fik det indtryk, at han havde det ok, men den længste sætning han kunne fremmane i Store Vega var, da han sagde: ”As cheasy as it sounds, I actually love Copenhagen. It’s a pleasure being here.”
Fuck det. Det mest centrale er, at hans musik fungerede forrygende godt i Store Vega. Først og fremmest i kraft af kombinationen af de til tider brutale synthflader / beats og den inderlige vokal, som emmer af melankoli og længsel.
Kender du ikke Sohn vil jeg anbefale at lytte til forrygende flotte numre som Artifice, Tremors og Bloodflows. Eller for den sags skyld The Wheel, som torsdag aften var ekstranummeret i Store Vega. Numrene fungerer – også live. Trods en sceneoptræden, der lader noget tilbage at ønske. De fungerer, i kraft af nævnte kombination. Og især i kraft af Sohns sublime vokal, som i sig selv gjorde aftenen mindeværdig.
***** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk