Jonas Frølund: Solo Alone and More

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den danske basklarinettist, Jonas Frølund, er det, pladeselskabet kalder ”a rising star”. Meget betegnende (for hans alder) er Solo Alone and More hans første album i eget navn, men ikke desto mindre – små fem kvarter med sofistikeret vellyd; en rejse gennem værker, der ikke alle har været skrevet til basklarinet, men som alle fremstår velvalgte og fokuseret forløst – selv om de favner vidt. Næsten al materialet er skrevet indenfor de sidste hundrede år – med to undtagelser: et soloparti fra Richard Wagners Tristan und Isolde (skrevet i 1859) og Igor Stravinskys Tre stykker for soloklarinet (skrevet i 1919). Udover de nævnte komponister, passerer Frølund gennem stykker af Carl Nielsen, Bent Sørensen, Mette Nielsen, Olivier Messian, Gunnar Berg, Poul Ruders og Simon Steen-Andersen. Med andre ord: Det her er moderne, klassisk musik. Og ja, Frølund gør en særdeles god figur. Han anslår en distinkt, sikker tone; udviser et distinkt, sikker talent for instrumentet og dets sensitivitet og styrke; og så formår han at kuratere og sammensætte et program, hvor det ene stykke suverænt kaster lys på det andet og omvendt. Valget af repertoire er ikke overraskende, eftersom Frølund er optaget af den nye, mere eksperimenterende form for klassisk musik. At sætte dén overfor nogle af klarinet-litteraturens ikoniske værker er dog vovet – men det virker. Stærkest står efter min mening, Frølunds graciøst mesterlige udgave af Olivier Messiaens Abime des oiseaux fra Quatour pour la Fin du Temps. Men også hans udgave af Simon Steen-Andersens De Profundis – hvorpå han i øvrigt multitasker og bruger slagtøj – er ekstraordinær. Talentet, der er medstifter af kvintetten, V Coloris, og førsteklarinettist i DR UnderholdningsOrkestret, gør sig godt som solist.

****  /  Our Recordings  /  74 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share