KONCERTANMELDELSE

Den amerikanske jazzkomponist og –guitarist, Pat Metheny – en af mine helt store helte – er pt. på en omfattende, verdensomspændende turné med sit nye projekt “Side-Eye”, hvor han med skiftende besætninger lader jazzens nye generationer komme til fadet.

I regi af Copenhagen Jazz Festival besøgte Metheny torsdag aften DR Koncerthuset (her giver han fredag aften en ekstrakoncert) med Chris Fishman (klaver og keys) og Joe Dyson (trommer og slagtøj) ved sin side. Fishman er især kendt for sit samarbejde med kunstnere og grupper som Flying Lotus, Thundercat og Louis Cole. Dyson for sit samarbejde med Dr. Lonnie Smith.

Metheny selv – han er, udover sin egen karriere,  kendt for sit samarbejde med kunstnere som Sonny Rollins, Ornette Coleman, Charlie Haden, Chick Corea og Joni Mitchell. Og kendt for at have modtaget hele 20 Grammyer.

Men trods heltestatus, bagkatalog, nyt koncept og instrumentale kvaliteter var koncerten torsdag aften en skuffelse. Vel var der højdepunkter – eksempelvis i det solopotpourri (med glimt af egne, formidable numre), som Metheny fyrede af som ekstranummer – men i hovedparten af koncerten var det for mig som om, der var et slør mellem de tre musikere på scenen og os i salen. Der var en mangel på kommunikation; en afstand mellem dem og os; et scenisk fokus på det tekniske snarere end det hjertelige. Ikke konstant. Men i lange stræk. Og det gjorde koncertoplevelsen fersk, i passager næsten uvedkommende.

Metheny efterlod ganske vist ikke tvivl om, at han stadig er en ekstraordinært dygtig guitarist. Han viste endnu engang, at han er ét med sit instrument – uanset om det er en akustisk guitar, en elektrisk guitar eller en af de helt særlige, flerhalsede Linda Manzer-guitarer – han åbnede koncerten som solist på en af Manzer-guitarerne. Men han forfaldt herefter også til at demonstrere sin interesse for det tekniske, idet han først høvlede løs på sine guitarer, som om han skulle nå noget, og siden lod tæpper falde, så man kunne se de elektroniske anordninger, der var stablet op bag trioen, og som Metheny kunne sætte i gang med sin guitar og sine pedaler. Disse ”robotter” udvidede lydbilledet, men de styrkede ikke forbindelsen mellem scene og sal.

Indledningsvist var der også en vis tøven at spore fra Fishmans side. Det så nærmest ud som om, han ikke helt kunne beslutte sig for, hvilket af de mange keyboards, han var omgivet af, han skulle antaste. Kun Dyson fremstod fra ende til anden fokuseret og tight i sit spil. Ironisk nok var et af de bedste numre – udover extranummeret / solo-potpourriet – aftenens udgave af ”It Starts When we Disappear”. Selv må jeg dog erkende, at der ikke var meget, der hos mig startede – efter at de tre forlod scenen. Ikke andet end skuffelsen og eftertanken – hvad det var, der skilte dem fra os. Samtidig med, at der notorisk ikke var noget at sætte på det tekniske.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk