KONCERTANMELDELSE

Det Grammy-vindende amerikanske jazz, soul- og gospelfænomen, sangeren Gregory Porter, har flere gange indenfor de sidste ti år optrådt i Danmark i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. Og med to næsten udsolgte koncerter på festivalens største indendørs scene i år, Koncertsalen i DR-Byen, står det klart, at han har et publikum her til lands. Han er af gode grunde et af festivalens hovednavne.

Gregory Porter er da også uforlignelig med sin varme bariton-stemme – sin dybe, besjælede vokal. Især når han omgiver sig med besjælede instrumentalister som her: Tivon Pennicott (tenorsaxofon), Ondrej Pivec (hammondorgel), Chip Crawford (klaver) og Jahmal Nichols (bas). Dét er en konstellation, der kan noget – det (be)viste den flere gange under den første af sangerens to koncerter i København. Især hæftede jeg mig ved orkestermedlemmernes suveræne soli og ved deres evne til f.eks. at udfolde et sprælsk, instrumentalt potpourri, som det der fulgte sangen med det dramatiske navn, ”Musical Genocide”. Potpourriet rummede referencer til The Temptations, Jimi Hendrix og Stevie Wonder blandt andre.

Gregory Porter er stor af statur og har ofte virket firkantet, tilbageholdende og, ja, fanget i sin store krop og den mærkværdige hovedbeklædning, som han altid bærer, og som – uanset vejrforhold – dækker hår, nakke og ører. Men mandag aften var han overraskende løssluppen. Han ikke bare talte om personlige forhold – eksempelvis om den kæreste, der skred fra ham og om den bror, han mistede til Coronaen – han dansede og svansede også rundt på scenen. Og det uden på nogen måde at miste stamina eller kunstnerisk troværdighed. Tværtimod kom han til at fremstå mere komplet. Og det i en vokal indsats, der i forvejen bød på højdepunkter i et bjerglandskab.

Højdepunkter hørte jeg i aftenens udgaver af ”Liquid Spirit”, ”Hey Laura” og især ”Wolfcry”, som han sang – kun akkompagneret af Chip Crawford på klaveret. Ekstranummeret, ”No Love Dying”, blev dog det mest festlige højdepunkt – fordi det endte ud i et instrumentalt fyrværkeri af et jam, der (hvis man skulle have været i tvivl) tydeliggjorde, hvor eminente Gregory Porters sidemen var. Tivon Pennicott steg til det orgastiske niveau med sin tenorsaxofon – han repræsenterede jazzen – og Ondrej Pivec føjede på sit hammondorgel dimensioner til, som – i gospelmusikkens navn – åbnede veje til himlen. ”No Love Dying” blev dermed det perfekte punktum.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk