Den amerikanske jazzvokalist og –saxofonist, Amy Cervini, har så vidt vides aldrig givet en koncert i Danmark. Men hun er så eminent en sangerinde, at jeg håber, vi snart får hende at se (og især høre) på vores breddegrader. Med sit nye album, Jazz Country, viser Cervini nemlig endnu engang, at hun ikke bare har flair for at fortolke jazzstandards, men også rock-, folk- og countryklassikere. Hendes materiale kan genremæssigt kategoriseres som et miks af folk, countrymusik og americana snarere end jazz – selv om jazzen er hendes udgangspunkt. Hendes vokal er soft, på en gang skrøbelig og stærk og intimt forbundet med folk og country. Når hun – som i nummeret Wallflower Lonely, Cornflower Blue – både betjener sig af stemmen og saxofonen, demonstrerer hun således en bemærkelsesværdig kunstneriske spændvidde. Momentvis minder hendes sang om Stacey Kents, momentvist om Dolly Partons. Momentvis får jeg associationer til Arlo Guthrie. Cervini er helt givet inspireret af ham, om end hun på dette album ikke fortolker sange af ham. To af de bedste sange på Jazz Country er der imod hendes versioneringer af Neil Youngs After The Gold Rush og af Hank Williams’ I’m So Lonely I Could Cry.

****  /   Anzic Records  /  56 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk