KONCERTANMELDELSE

Koncerten med Annisette & DR Big Band i Koncertsalen i DR Byen var den første af de ”store” under dette års Jazz Festival i København. Nok var den 44-tyvende festival i løbet af fredag eftermiddag officielt blevet skudt i gang i Kongens Have af Marilyn Mazur med flere. Men med aftenens koncert i DR Byen blev festivalens største indendørs scene også inddraget i festivitassen. Og det med et – på papiret – lovende set-up med en af landets mest ikoniske sangerinder og et af Europas bedste big bands (under ledelse af Peter Jensen, som også havde arrangeret alle numrene). Udgangspunkt for koncerten var materialet til det fælles album, Tale of Time, som Annisette & DR Big Band udsendte sidste sommer. Et album som undertegnede fandt imponerende – ikke bare på grund af Annisettes overbevisende stemme, men også på grund af arrangementerne, direktionen og bandets (teknisk/kunstnerisk) høje niveau.

I momenter (læs: enkelte sange) holdt de optrædende niveauet, live. Det gjorde de for eksempel i ”Eternal Now/Homeless” og i ”The Messenger Speaks” – sange, der i intensitet og styrke næppe kunne udføres bedre. I andre momenter hørte jeg en svaghed/simplicitet, der ikke klædte helheden. Det skete for eksempel i sange som ”Dear Little Mother” (som ikke var med på Tale of Time) og ”Smile”. Hvad kvalitetsdykkene kom af, kunne jeg ikke afgøre, men de var der – for mig lige så evidente som de kvalitative højdepunkter. Savage Rose’s signaturnummer, det instrumentale ”Byen vågner” repræsenterede tilsvarende et svagt punkt. Det var for mig som om, de tre sidstnævnte numre blotlagde en rutinens træthed/mæthed, mens de to førstnævnte numre vidnede om påtrængende nødvendighed. 

Annisette var (selvfølgelig) sig selv – hun talte om fred og kærlighed, knus og kys, små børn og deres fremtid, og hendes stemme var i store træk intakt, fyldig og kraftfuld. Big Bandet var også sig selv – måske nok i momenter lidt tilbagelænet i rutinens sikre favn, men især i soli stensikkert og i sammenspillet med det syngende og dansende ikon en nærværende, organisk størrelse, der markerede et højt bundniveau.

Før den erfarne sangerinde (nu 74-årige Annisette) og big bandet gik på, blev publikum i den store sal ”varmet op” af det nye talent, den helt unge vibrafonist, (27-årige) Viktoria Holde Søndergaard, og hendes kvartet, Baryl. Med en forunderlig sikkerhed, indtog de fire unge musikere scenen med materiale fra deres seneste album, Hva’ fanden sker der? Titlen på albummet afspejler kvartettens uhøjtidelighed, men ikke nogen form for uklarhed. Kvartettens musik er indfølende og dynamisk, legende og vild – bosiddende i grænselandet mellem den moderne jazz og den sfæriske jazz. Og så er den sikker. Ja, intim – selv når den bliver fremført på så stor en scene.

Skulle jeg have ønsket mig noget andet og mere af koncerten – skulle det have været en reel overgang fra support til hoved-act – et reelt møde mellem de nye og de etablerede; et sammenspil. Men det får vente. Baryl har fremtiden for sig. Og Annisette og big bandet forhåbentlig stadig mange år i sig.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk