MUSIKANMELDELSE
Det er et ekstraordinært hyldest-album, Storyville Records nu sender på gaden: en liveindspilning af Dexter Gordons sidste koncert i København, nærmere bestemt Jazzhus Montmartre, 2. februar 1983, få uger før hans 60-års fødselsdag. Dexter Gordon havde på det tidspunkt boet i København i mere end tyve år og ikke bare fået revitaliseret sin egen karriere, men også ydet et væsentligt bidrag til Montmartres positionering som et af Europas førende jazz-venues. På scenen den aften optrådte med Dexter Gordon – Kirk Lightsey på klaver, David Eubanks på kontrabas og Eddie Gladden på trommer. Og det, vi andre nu kan høre, er, at de fire – selvfølgelig med Dexter Gordon i spidsen – indtog scenen med en afslappet autoritet. For ud flyder ikke bare en sikkert swingende og sofistikeret bebop, men også en selvsikker og overskudsbetonet omgang med publikum. Og som en måske naturlig konsekvens af rutinens ro – kun fire numre er der plads til på albummet: Jule Stynes It’s You or No One, Hoagy Carmichaels Backstairs og Dexter Gordons egne to numre, Hanky Panky og More Than You Know. Til gengæld er der så mange kalorier i de fire numre, at man rigeligt bliver mæt.
**** / Storyville Records / 57 min.