MUSIKANMELDELSE
Den canadiske jazzkomponist og –bassist, Artie Roth, er et godt bekendtskab. Hans kvartet har eksisteret i ti år, og Resonants – kvartettens tredje album – vidner om et stadigt voksende kvalitetsniveau, teknisk / kunstnerisk. Musikken er original og melodierne lyriske, bygget op omkring nogle catchy baslinjer, gode guitarriffs og solide ciseleringer på sax. Kvartetten består foruden Artie Roth af saxofonisten og fløjtenisten Mike Filice, guitaristen Sam Dickinson og trommeslageren Anthony Michelli – alle nogle musikere, der står stærkt på improjazzens canadiske scene, men som her indgår i et mere kontrolleret univers, hvori ingen af de fires autoritet som musikere dog svækkes. Tværtimod. Musikken på Resonants – ja, det generelle, gennemgående indtryk – er imponerende, præget af kunstnerisk autoritet. Musikken er oprindeligt skabt i ”mørke” (d.v.s. under Corona-pandemien), men den er præget af ”lys”, optimisme, åbenhed. Ikke dermed sagt, at den er underholdende og let tilgængelig. Slet ikke. Den er kompleks, men stadig med afsæt i noget catchy og melodisk. Og tyngden i den – baslinjerne – er som magnetisk. Numre som Refrain og Resonants rammer dybt i sjælen.
**** / TPR Records / 58 min.