Melissa Pipe Sextet: Of What Remains

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Den canadiske barytonsaxofonist og basunist, Melissa Pipe, har skabt det absolut mageløse værk: Of What Remains. Albummet / værket balancerer ufattelig flot mellem den moderne instrumentaljazz og den blæserbaserede kammermusik. Musikken er stoflig, organisk, ja, magnetisk. Uhyre velskrevet og godt forløst.

Otte af de ni numre på værket er skrevet til UG af Melissa Pipe selv, og alle forløses tilsvarende til UG af hende og hendes fem virtuose sidemen: trompetisten Lex French, tenorsaxofonisten og basklarinettisten Philippe Côté, pianisten Geoff Lapp, bassisten Solon McDade og trommeslageren Mili Hong.

Sekstettens musik er usædvanlig – ikke bare på grund af kompositionerne, men lige så meget eller snarere på grund af instrumenteringen. En sekstet med to dominerende, tunge blæseinstrumenter, en trompet og en ”traditionel” rytmesektion er usædvanlig. Og jeg må sige – at jeg elsker den tunge / dybe lyd.

Jeg bliver simpelthen rørt, når jeg hører et nummer som La part des anges (mere end 8 minutter langt) og et nummer som Ici, ainsi (mere end 7 minutter langt). Og – selv om det åbenlyst er originalt, det jeg hører, så aner jeg også i passager et slægtskab mellem Melissa Pipe og græske Eleni Karaindrou. (Gad vide, om Melissa Pipe selv er klar over eller vil kunne anderkende, at der er et stilmæssigt slægtsskab?).

Jeg er ganske enkelt dybt betaget og rørt over musikken på Of What Remains.

*****  /  Odd Sound  /  45 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share