Jens Lysdal: Paradis til låns

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er den niende album, Jens Lysdal nu sender på gaden. Et, pointeres det, udelukkende digitalt album. Jens Lysdal vil således til at være CO2-neutral, til at udlede mindre og til at bevidstgøre ikke bare sig selv, men også os andre om at individet har et (med)ansvar for at sikre kloden, der jo – som alle ved – er udfordret klima- og miljømæssigt.

Lysdal har etableret et egentligt CO2-regnskab, og det han sparer, donerer han til en organisation ved navn ClimateCare, som arbejder for bæredygtighed i bl.a. Afrika og Asien ved f.eks. at opføre vindmøller og plante træer.

Lysdal fortsætter altså sin aktivisme. I og udenfor musikbranchen. Han rydder op efter sig selv og foreslår os andre at gøre det samme.

Præcis hvordan dét afspejler sig i hans sange og musik skal jeg ikke kunne sige – selv om jeg har hørt det nye album flere gange. Nok pointerer han, at han fremadrettet kun vil give koncerter i Danmark og droppe rejserne udi verden (med og uden guitaren) – rejser med optrædener, som han ellers har høstet anerkendelse for. Og nok indgår Danmark, (som noget nyt) det danske sprog og klimaproblematikken (som et subtilt tema) i numrene på Paradis til låns – mest udtalt i numre som ”En lidt varmere sommer”, ”Festen er forbi” og ”Intet bliver som før”. Men havde det ikke været for pointeringen af temaet i pressematerialet, ville jeg nok have hæftet mig mere ved noget andet – det lokale islæt, det danske, den (begrænsede) horisont, som præger sangene – meget udtalt i numre som ”Sidder her ved havet”, ”Vores sommerhus på Als” og ”Slagslunde”.

Lysdal bor i Slagslunde. Og (tror jeg) hans familie har haft (har evt. stadig) et sommerhus på Als. I sangen om Slagslunde hedder det f.eks.: ”Slagslunde, her kan man bunde, i livet og også en formiddagspils, hvis man vil. I en have, hvor man kan sidde og lave slet ingenting, hvis man vil. Det gør vi tit her i Slagslunde.” Dét er da lokalt.

Og ret kendetegnende – så er numre som de nævnte (lokale) lette, tilgængelige og aldeles danske. Genremæssigt i forlængelse af den musik, vi f.eks. kender fra et navn som Poul Krebs.

Fra at have været en amerikaniseret dansk singer-songwriter, der skrev og sang på engelsk og åbenlyst havde en forkærlighed for americana og amerikansk folk- og countrymusik, er Lysdal rykket hjem til start. Og det klæder ham faktisk. Hans nye tekster og sange er enkle, men solide; hans tekniske evner i orden; og hans kunstneriske ambitioner intakt. Han er ikke rykket tilbage til start for at slippe ud af rutinens tyngde. Men – måske – for at blive CO2-neutral og i øvrigt tage egne rødder alvorligt.

****  /  Lightvalley Music  /  58 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share