Trailerpark Festival er – vil jeg hævde – en københavnsk lillebror til Roskilde Festival. En tre-dages-festival med tre scener. Trailerpark Festival præsenterer næsten udelukkende ny / ung elektronisk funderet musik, hvor storebroderen favner bredere eller har svigtet sin forbindelse til den nye, unge musik (hvilket nogle vil hævde). Og så tiltrækker den et fortrinsvist ungt, musikentusiastisk, velsoigneret og sobert publikum (i modsætning til storebroderen, hvilket nogle vil hævde). Det velsoignerede og sobre kan selvfølgelig skyldes, at festivalpladsen – på Copenhagen Skatepark i Enghave – for de fleste kun er en cykeltur væk, og at der ingen overnatningsmuligheder er. Kombinationen af de to præmisser gør jo, at publikum må hjem og vende og har rig mulighed for at møde frem igen, renskuret og klædt i nye, hippe gevandter.

Festivalpladsen er fed, godt indrettet med rekreative områder, sjove madsteder, øl-, cocktail- og ballonbarer m.m.m. Og så er kunst en integreret del af den, hvilket selvfølgelig ikke er så unaturligt, når det nu er Art Rebels, der organiserer festivalen, og når denne er indplaceret i det kreative miljø omkring skateparken og Akademiet for Uhæmmet Kreativitet. Området er fedt, og atmosfæren er fed, hele arrangementet er fedt. Og faciliteterne og deres indretning og udsmykning understøtter fornemmelsen. Men når det hele er så fedt skyldes det selvfølgelig også, at festivalens musikprogram er som det er. Trailerpark er tro overfor sit eget ønske om at præsentere ny / ung elektronisk funderet musik, og derfor forstår man, at der er så mange åbne, nysgerrige musikentusiaster, der indløser billet. At festivalen også har en særlig interesse for homoseksualitet – og tiltrækker et homoseksuelt publikum – er åbenlyst, om end ikke eksplicit.

Et af de virkelig interessante navne på programmet fredag aften var den homoseksuelle amerikanske rapper Le1f. Egentlig hedder han Khalif Diouf – den New York baserede rapper, danser og producer, som er kendt for sin uortodokse tilgang til rap. At han er åben omkring sin homoseksualitet er selvfølgelig som en rød klud for øjnene af mange i USA – både i bibelbæltet og i det amerikanske rap- og hip-hop-miljø. Dét – og hans fortid som balletdanser – som selvfølgelig også er en alvorlig udfordring for miljøets heteroseksuelle patriarker.

Iført sneakers, knælange orange strømper, løstsiddende korte, sorte bukser med motiver af blade i bladguld som pynt, og en ligeledes løstsiddende, ærmeløs t-shirt med guldtryk på maven og verdens største ærmegab, foruden en sort kasket med skyggen vendt bagud, indtog han Royal scenen med pondus og autoritet. Selvfølgelig måtte også han lide under, at et festivalpublikum er troløst og siver fra pladserne foran scenen, når et andet orkester snart vil gå på andetsteds. Men han gennemførte en koncert, der gjorde ham værdig til prædikatet som et af aftenens absolut største navne. Hans performance var sikker, æggende snarere end aggressiv og bygget op omkring det repertoire, som han senest har præsenteret med sit 2014-album, Hey. Le1fs musik er catchy og funky. Hans rap på én gang tilbagelænet og hurtig. Og når den så – som her – er bygget op på en bund af hårde basbeats er den som skabt til en festivalsammenhæng.

Beatet, sangene og den flamboyante optræden var som fod i hose på Trailerpark, som skal roses for at have præsenteret den unge østkyst-amerikaner i Danmark for (vist nok) første gang.

****  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk