TEATERANMELDELSE
Begrebet, ”katarsis”, er græsk og betyder ”renselse”. Man brugte i oldtiden begrebet til at beskrive den sjælerensende virkning de klassiske tragedier kunne have ved at fremkalde frygt og medlidenhed hos tilskuerne.
Jeg forlod ikke torsdag aftens forestilling, Fuck Katharsis, på Aveny T i renset tilstand, ej heller i frygt, men nok egentlig med en særegen form for medlidenhed. Jeg var i hvert fald stærkt påvirket af skuespilleren Tani Dibaseys præstation i stykket, selv om han under sin exit understregede, at det hele bare have været skuespil, og selv om han smilende tilføjede: ”Lad os bare glemme det hele” – alt det, han lige havde præsteret som solooptrædende!
Dét kunne jeg ikke. Glemme det hele. For jeg havde overværet en præstation, der var gået ind under huden, og som havde efterladt mig i stærk tvivl om, hvorvidt alt havde været skuespil, eller noget havde bundet i en sørgmodig virkelighed; hvorvidt alt havde været opdigtet, eller noget havde været sandt. Så overbevisende, nuanceret og følelsesladet var Tani Dibaseys optræden, at jeg – som sjældent før – forlod teatret rystet.
”I wanna feel” var det mantra, skuespilleren / mennesket foran mig udgydede – skiftevist på dansk, norsk og engelsk. Han lod mig og de andre publikummer forstå, at han intet kunne føle, at hans liv ikke gav mening, at han var mutters alene, og at han havde så ondt, at han måtte påførte sig selv smerte, for at holde livet ud. Samtidig var han så utroligt charmerende, imødekommende og åbent smilende, nærværende, ægte. Det var dét spænd i udtryk, tilgang og følelser, der gjorde hans indsats så utrolig stærk og vedkommende.
Sagen var også den, at han allerede fra start involverede mig og alle andre publikummer på et personligt plan. Først gik han rundt blandt os i teaterfoyeren, smilende, som en overskudsbetonet ung mand og hilste. Snart trådte han i karakter som en slags vært, der forklarede os, at vi var velkommen og nu enten skulle tage vores fodtøj af eller påføre plasticfutter udover selvsamme og så ellers følge ham ind på det gigantiske grønne klæde, der i forvejen åbenbarede sig foran os på gulv, siddepladser og vægge. Vi blev alle inviteret ind på denne baggrund for et green screen, hvor vi enten fik udleveret en skammel eller en hynde, som vi kunne sidde på – med ansigterne vendt mod det, der ellers var de overdækkede siddepladser. Herefter spurgte han hver og en af os, hvad vi hed, kommenterede enkelte navne på en sjov måde, bad to navngivne publikummer om at hjælpe med at flytte det badekar, der stod midt på scenegulvet, og bad så de forreste om igennem hele forestillingen at filme ham med et kamera, der var koblet til to skærme, hvor vi live kunne se ham i billeder fra andre steder – takket være det store green screen-klæde. Han instruerede i, hvordan man kunne zoome ind og ud og i, hvordan man kunne fokusere, og så tilføjede han, at blev man træt af at sidde med kameraet, kunne man bare sende det videre til sidemanden.
Herefter startede forestillingen umærkeligt. Eller også var den allerede startet ude i foyeren. Han begyndte at spille, fortalte undervejs meget personlige historier om sin traumatiske barndom – på en måde og med en ægthed, der gjorde det svært at afgøre, om hans historie var opdigtet eller sand. Han tog en stor, lyserød Muppet-show-agtig maske af og på, ”gemte sig”, rev sit tøj af og stod blottet frem, fremmanede sine indre smerter og dæmoner, brød ud i gråd det ene øjeblik og storsmilede pludseligt i det næste – som for lige at understrege, at det hele var for sjov. Fortalte om sine ambitioner om at blive skuespiller og fra scenen fremkalde følelser fremfor bare at underholde. Og faldt så tilbage i sin egen smerte og sorg. For igen at rette ryggen og fremstå stærk.
Sådan var forestillingen – som en rutsjetur mellem sorg og lykke, død og liv.
På et tidspunkt, hvor han var iklædt den store maske, forlangte han, at vi skulle kaste nogle små, grønne gummimasker mod ham – HÅRDT, ”HARDER”.
På et andet tidspunkt bad han sceneteknikeren om at hente en lap-top, og så satte han sig blandt os publikummer for at vise et video-klip, som han syntes var helt fantastisk – et video-klip med en passioneret kok, der stod på en strand i Italien og lavede simpel mad. Tani Dibasey grinede hjerteligt.
Og igen – pludselig brød han lige som ud af rollen, smækkede lap-toppen sammen og vendte sig om mod en ung mand blandt publikum – spurgte om han måtte holde hans hænder og se ham ind i øjnene. Manden var tøvende, lidt nervøs, men overgav sig, og Tani Dibasey brød alle forbehold ned – ligesom vi husker det fra den serbiske performancekunstner Marina Abramović ”optræden” på Museum of Modern Art i New York. Hun gennemførte et 736 timer og 30 minutter langt projekt kaldet ”The Artist is Present”, hvor hun sad på en stod, mens publikum på skift sad over for hende, og de to personer blot så på hinanden i tavshed. Abramović har sået i spidsen for en ny forståelse af identiteten ved at inddrage beskuerne og “konfrontere smerte, blod og kroppens fysiske begrænsninger.”
Det var dét, Tani Dibasey gjorde. Han ophævede helt bevidst den naturligt flydende grænse mellem fakta og fiktion, mellem ægthed og skuespil. Improviserede og holdt sig til en plan. Og han gjorde det så godt og så troværdigt, at jeg – og garanteret mange andre blandt publikum – forlod den godt en time lange forestilling på Aveny T stærkt påvirket. Selv om han under sin exit understregede, at det hele bare have været skuespil, og selv om han smilende tilføjede: ”Lad os bare glemme det hele” – alt det, han lige havde præsteret som solooptrædende! Så kunne jeg ikke – glemme det hele. Jeg forlod teatret rystet. Fordi Tani Dibasey og instruktør Emil Rostrup sammen havde skabt en uafrystelig forestilling.