KONCERTANMELDELSE

Den irske singer-songwriter, Dermot Kennedy, er det, man kan kalde et fænomen. Han er på mange måder vokset under konventionelle forhold i den irske provins; var som barn en rask dreng optaget af fodbold; begyndte at spille guitar som 10-årig og at skrive musik som 14-årig; skønner selv, at han var 17 år, da han begyndte at tage musik alvorligt; og sikkert er det, at han var midt i 20’erne, da hans karriere begyndte at tage fart.

I dag er han 31 år; han har turneret med Shawn Mendes; været nomineret til en BRIT Award i kategorien ”Best International Male Solo Artist”; har rundet 4 milliarder streams; modtaget platin i en halv snes lande og solgt hundredtusindvis af koncertbilletter – herunder en masse billetter til fredagens koncert i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Som support medbragte han amerikanske Miya Follick, som man – vil jeg spå – også snart vil kunne kalde et fænomen. Hun er 33 år, men optrådte på Frederiksberg med en ungdommelig energi og en samtidig robust tyngde; spillede guitar og sang og dansede, så man mærkede, at hendes musik var inde under huden. Hendes energi – og hendes enkle guitarbaserede sange med underliggende elektroniske spor og seriøse, personlige tekster– sendtekonstant mine tanker tilbage til koncerten med australske Tash Sultana på selvsamme scene i 2019.

I hele set-up’et fredag aften var der dog ikke tvivl om, at Dermot Kennedy var hovednavnet. Efter sceneskiftet – fra Follick til Kennedy – blev der i enhver forstand bygget op – med lyd, lys, scenografi og et gigantisk bagtæppe af videoer. Kennedy landede midt i det hele og indtog scenen og hallen med sin aldeles kraftfulde vokal og et stærkt team af musikere bag sig – kor, keys, bas og trommer. Især trommeslageren fyldte i lydbilledet med et overbevisende spil og en gestikulation af en anden verden.

Kennedy selv fremstod stovt, stilsikker og særegen – selv om mine tanker også i hans tilfælde gik til en anden, næsten jævnaldrende engelsk singer-songwriter, Ed Sheeran. Kennedys guitarspil – i mindre grad klaverspil – var stærkt og hans vokal bare endnu stærkere. Styrken både i hans – og tidligere på aftenen i Follicks – optræden blev imidlertid skæmmet af, at lyden var for høj. Den intimitet og personlige styrke, som lå i begges tekster, blev skæmmet af lydmandens trang til at ryste hallen.

Kennedy selv blev rystet, tror jeg. For to-tre gange undervejs i koncerten – i pauser mellem numre – begyndte publikum på gulvet i kor at synge ”Olé, olé-olé-olé, olé, olé”. Kennedy vidste tydeligvis ikke, hvordan han skulle håndtere koret, ventede, drak en tår vand og én til og sagde så (første gang): ”Det er tydeligvis fredag”. Han virkede irriteret, måske lidt rystet, i hvert fald uforstående og uvidende om, at det er en ”sang” som spontant opstår alle mulige steder i Danmark til alle mulige lejligheder – f.eks. når man sidder på lægterne til en fodboldkamp. Måske på grund af ”chokket” fik hans forsøg på at italesætte baggrunden for de mere intime sange en usikker karakter – han virkede dårligt formuleret. Måske kom hans personlige erfaringer med angst, isolation og ensomhed – emner, som han skriver sange om – op til overfladen. Væk var i hvert fald hans ellers eminente historiefortælling – bortset fra i sangene – sange som ”Something to Someone”, ”Innocence and Sadness” og ”Outnumbered”.

Koncerten havde en effektivitet over sig. Videodækningen på bagvæggen, scenografien, bandet – vokalen, især – var sublim. Men koncerten fremstod alligevel lidt fersk. Især på grund af lydmandens indsats. Men også på grund af Kennedys afstand til publikum. Man kom ikke ind under huden på ham.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk