George Ezra live i Royal Arena

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Han er blevet lanceret som singer-songwriter. Har kun været på scenen i få år. Men har allerede skrevet nogle iørefaldende sange, fået millioner af følgere og optræder nu blandt andet i mægtige Royal Arena i København – det andet stop på hans europæiske tour. Men kan han udfylde den?

Ja, udsolgt var der ikke, men mindre kan selvfølgelig også gøre det. Og hans lydbillede og syv sidemen, hans lysshow og produktion – jo, hans hele optræden torsdag aften bekræfter, at han kan udfylde den. Også – helt enkelt – i kraft af, at han har en solid, ja, stærk vokal.

Vokalen trænger igennem – uanset om han synger en stilfærdig ballade som ”Budapest” (næsten 900 millioner afspilninger alene på Spotify) eller en tempofyldt ballade som ”Green Green Grass” (næsten 125 millioner afspilninger alene på Spotify til trods for, at den har mindre end et år på bagen). Den 29-årige englænder, George Ezra, når ud til bagerste række og øverste balkon – med storskærme, produktion og vokal pondus.

Alligevel føler jeg, at der er en forstyrrende afstand mellem kunstner og publikum, når nu hovedparten af materialet rummer en form for intimitet. Vel har den unge singer-songwriter vokal pondus; vel er han i besiddelse af en scenisk karisma; men hans materiale egner sig bedre – synes jeg – til mere intime rum, mindre afstande. Derfor oplever jeg også hans koncert torsdag aften som – ja, præget af – afstand. Præcis som jeg oplevede hans support Passengers optræden som præget af afstand.

Efter at Passenger gik af scenen brugte teknikerne en lille halv time på at omstille scenen til George Ezra. Herefter blev lyset i arenaen dæmpet og fra højttalerne lød nu Tom Jones største hit, ”It’s Not Unusual”. Under dét gik George Ezra og hans sidemen på scenen. Men hvorfor publikum skulle høre Tom Jones – det stod hen i det uvisse. Er George Ezra inspireret af Tom Jones? Måske. Sandsynligvis. På sæt og vis minder hans vokale pondus jo om Tom Jones’. Men var der også eller i stedet noget ironisk eller selvironisk eller selvfedt over entréen? Jeg fandt aldrig ud af det. George Ezra fremstod jo resten af aftenen som på én gang ydmyg og selvsikker. Men Tom Jones-introen? Pas.

George Ezra sang og spillede højdepunkter fra sine tre album og (små) ti år i branchen. Udover allerede nævnte sange drejede det sig eksempelvis om sange som ”Gold Rush Kid”, ”Pretty Shining People” og ”Barcelona”. Og selvfølgelig afslutningsvist om ekstranummeret, megahittet ”Shotgun” (næsten 800 millioner afspilninger alene på Spotify). Konstant var han fokuseret og nærværende og rolig. Men han forsøgte også at skabe en fest, som materialet ikke lagde op til, følte jeg.

Derfor blev oplevelsen også lidt, ja, tam. Det var lidt som at gå ind på en Michelin-restaurant og få serveret et sanseligt smukt måltid, der bare ikke var tilstrækkeligt krydret, ja, ikke smagt til.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share