MUSIKANMELDELSE
Den aarhusianske singer-songwriter, Kamille Lindholm, albumdebuterede i 2017 med Twice in August. Albummet blev af undertegnede kaldt”virkelig fint, kantet og mørkt”. Musikken kaldte jeg ”rå og melankolsk (…) interessant og presserende”. Nu er der gået godt fem år, og Kamille Lindholm har udsendt en 2’er. Til den kunne jeg knytte samme ord som til 1’eren. Men Have No Fear forekommer mig også mere svingende i kvalitet. Genremæssigt er vi i et land bestående af bastard-blues-pop-rock. Hvor titel-/åbningsnummeret endog – med et mørkt element af neofolk – skaber et dynamisk drive, er der bare noget hopsa-sa over det følgende nummer, Hold on to the River. Og den bølgen op og ned i kvalitet, styrke og stringens er det nye albums akilleshæl. Tekstuelt får jeg det indtryk, at sangene indgår i en eller anden form for presserende selverkendelsesproces. Den lyriske kvalitet hæver bare ikke sangene op over det almene / konventionelle. Kompositorisk / instrumentalt / æstetisk er problemet det samme. Jeg er ikke i tvivl om, at Kamille Lindhold vitterligt vil noget eller for den sags skyld i tvivl om, at hun har kvaliteter som singer-songwriter. Men hverken hun eller producer Janus Bechmann har formået at løfte materialet op på et niveau, hvor min nysgerrighed tændes. Tag et nummer som Heartbreak Town – tæl selv akkorderne – det er som en skitse til noget, der skulle have været andet og mere.
*** / Eget selskab / 35 min.