TEATERANMELDELSE
Aveny-T på Frederiksberg har under Marianne Klints ledelse hyret en huskunstner i forårssæsonen 2023. Emil Rostrup er hans navn, og den første af hans tre planlagte forestillinger, Ødipus Kitsch, har netop haft premiere.
Forestillingen er en monolog, som man ifølge instruktøren ikke behøver at forsøge at forstå, men bare skal opleve. Og oprigtigt talt. Dele af forestillingen og scenografien og remedierne, som undervejs tages i anvendelse er i konteksten virkelig svære at forstå. Vel forstår man afsættet i det oldgamle, græske drama om Ødipus. Men måske er forestillingen i Aveny-T i virkeligheden, som soloskuespiller Sarah Simone Jørgensen undervejs siger, ”farligt fordummende”. Risikoen er der i hvert fald. Og tilstedeværelsen af kitsch i form af eksempelvis poledance, lykkehjul og dyredragt kombineret med det ungdommeligt nutidige hverdagssprog bidrager kun til det indtryk.
Ikke desto mindre må man lade skuespilleren, at hun gør en solid indsats for at sikre, at ikke alt bliver underlødigt, smagløst og banalt. Forestillingen er nok kitschet, og den unge skuespiller befinder sig i midten af det hele, men det åbenlyse talent, som over en periode på bare fire uger har improviseret forestillingen frem sammen med instruktøren, udviser vidtfavnende kvaliteter – selv om disse altså også sløres af et på mange måder smagløst og banalt manuskript. Det er som om skaberne – skuespilleren og instruktøren – både har en ærbødig respekt for Sofokles’ gamle drama og en moderne, ironisk distance til selvsamme. Vel siger skuespilleren undervejs, at hun er frustreret over, at dramaet stadig den dag i dag er aktuelt, men hun (og instruktøren) skøjter selv hen over dybden i dramaet – synes jeg. Og det gør hun (og instruktøren) muligvis ud fra et ønske om at trække et ungt publikum ind i teatret – hvilket i sig selv er ære værd. Men dybderne? Det er jo dem, der gør, at historien om Ødipus stadig den dag i dag er aktuel. Dem, der gør, at skuespilleren og instruktøren har ladet sig inspirere af den britiske udgave fra 1950’erne af Sofokles’ gamle drama, som kører hen over en TV-skærm på scenen.
Som sagt – jeg har svært ved at forstår alt det, der foregår på scenen – hvilken relevans det ene eller det andet måtte have, eller hvorfor der skal lægges en ironisk distance til dramaet. Men jeg oplever en påtrængende relevans, som er væsentlig.
***