REPORTAGE

DMA Jazz blev onsdag aften for første gang i historien afviklet i Musikhuset i smilets by. Hvorfor prisuddeling var flyttet fra København til Aarhus var der ingen der forklarede. Til gengæld modbeviste alt og alle, at det kunne have noget på sig, at jazzen var død eller døende. Dét var tydeligt ikke tilfældet. Jazzen levede med høj puls.

På Store Scene blev ti priser og to legater uddelt og seks vidt forskellige konstellationer præsenteret. Alt under vært Jeanett Albecks ledelse. Og skulle man på forhånd have været i tvivl, stod det undervejs klart, at den danske jazz lever, er smuk, farlig og nødvendig. (For info om, hvem der modtog priser og legater, se nederst i denne artikel).

Selv er jeg jyde, jeg har studeret i Aarhus – den gang byen hed Århus – og jeg elsker smilets by, men jeg har også trodset tidens krav og for år siden fået adresse i København. Derfor var det for mig en overvindelse at rejse tilbage til Aarhus – jeg mener: for bare at se et prisshow. Men… Jeg har set mange DMA Jazz-shows, og det i Aarhus blev altså et af de hidtil bedste – både fordi showet blev afviklet så professionelt, og fordi der var så god en stemning, så god en plads og så berettiget en glæde.

I de senere år er DMA Jazz blevet afviklet i det trange og nedslidte Bremen Teater i København. I år blev showet afviklet i et rigtigt musikhus med glasfacade, stor foyer og en belysning, der løftede niveauet. Det var som om, jazzen var blevet opgraderet. Som om den perifere genre var kommet op fra kælderen og havde fået plads på en hovedscene.

Allerede ved ankomst noterede jeg mig forandringen. Der var plads i foyeren og (bilder jeg mig ind) en mere spændt forventning. Det var som om folk i foyeren – nominerede og gæster imellem hinanden – var i bedre humør. Og det, at humørbomben, Bjarke & The Beerbellys, slentrede rundt og trommede og truttede gjorde ikke humøret ringere.

Dørene gik op. Og inde på scenen tog vært Jeanett Albeck imod. Hun var som altid et ekstravagant udstyrstykke, en outreret, farverig, næsten intimiderende storm. Men i år mere spiselig. Måske fordi hun stod på en større scene, var på større afstand og derfor var mindre ”in-your-face”. Hendes værtsrolle forekom mig mere afbalanceret.

At flere af de nominerede jazzmusikere havde opgraderet garderoben gjorde selvfølgelig også, at afstanden mellem vært og prismodtagere – som jo i momenter stod på scenen sammen – var mindsket. Stadig kunne jeg dog have lyst til at opfordre nogle af de nominerede jazzmusikere til at iføre sig andet end forvaskede t-shirts. DMA Jazz er trods alt en prisfest (med streg under fest), hvorfor de nominerede ikke skal ligne et pjalteproletariat. Alle musikere – selv indenfor jazzen – må være udstyret med en strøget skjorte, nogle eventuelt med en kjole. Ellers: opgrader!

Stadig kunne jeg også have lyst til at opfordre nominerede jazzmusikere til at forberede en takketale (og glemme al snak om, at ”det ikke bliver mig i det stærke felt”). Forbered jer hjemmefra og sig noget andet end tak og ”rigtigt valg”, så os i salen får en fornemmelse af, hvorfor jazzen er så vigtig for jer. Kun én prismodtager, Trinelise Væring, formåede både at klæde sig behørigt og sige noget klogt.

På scenen optrådte seks vidt forskellige konstellationer, som tilsammen understregede hvor vidt jazzen spænder. Bévort 3 var den vitale, men forholdsvis konventionelle jazztrio, mens Smag på dig selv i den anden ende af spektret var den hysteriske og helt igennem ukonventionelle punkjazztrio. Begge konstellationer optrådte med overbevisende kraft. (Førstnævnte fik endda et legat). Den lokale kvintet, Døssing, optrådte med sit magiske genremiks af spoken word, jazz, lounge og dub; Lilly & Gilad Hekselman optrådte med en gribende, inderlig vokal og et sublimt guitar-akkompagnement; og endelig optrådte henholdsvis Teitur og Gitte Hænning foran Aarhus Jazz Orchestra under ledelse af Nikolai Bøgelund. Gitte Hænning var det store navn – hentet hjem fra Tyskland, hvor hun har boet i størstedelen af sit liv. Selv om hendes stemme tydeligt var rustet, var det med overbevisende kraft, hun sang sine schlagere og standards.

Når alt kom til alt lykkedes det værten og arrangørerne – Jazz Danmark og Musikhuset i Aarhus – at skabe en solid ramme om den prisuddeling, som fortjener større opmærksomhed, end den i de senere år har fået i medierne. DMA Jazz 2022 var mindeværdig, en rigtig fest med store oplevelser og fortjente priser. Jeppe Zeberg og Horse Orchestra modtog endda hele tre priser.

Priser:

Årets jazzudgivelse: Jeppe Gram – The Doldrums

Årets jazzkomponist: Horse Orchestra – The Milkman Cometh

Årets eksperimenterende udgivelse: Jeppe Zeeberg – Conventional

Årets vokaljazzudgivelse: Tone of Voice Orchestra – Tone of Voice Orchestra

Årets ny jazznavn: Alawari – Alawari

Årets track: Horse Orchestra – Montag ist villeicht der lustigste Tag

Årets tværæstetiske udgivelse: Lars Greve – En verden, der melder sig

Børnejazzprisen: Casper Mikkelsen & En FanJAZZtisk Trommerejse

JazzDanmark Prisen: Apollonian Circle arr. af Hess Is More

P8 Jazz Prisen til Årets ildsjæl: Anders Ørbæk (orkesterchef Aarhus Jazz Orchestra)

Jazzlegater:

Årets musiker: Kjeld Lauritsen

Årets orkester: Bévort 3

Reportage også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk