MUSIKANMELDELSE

Åbningen på Signe Svendsens nye (femte) plade skuffer. Teksten til ”Tiden” er simpelthen for simpel; kompositionen måske nok habil; men arrangementet og forløsningen grænsende til konform og kedelig.

Det viser sig dog, at alt tager til i intensitet – lyrikken såvel som musikken, herunder arrangementerne og forløsningen – fra og med det følgende nummer, ”Du fik hendes øjne”. Og med titelnummeret, pladens tredje skæring, ”Hvem vil ikke elskes igen”, er jeg på.

Titelnummeret er også enkelt, men det er rundet af en forunderlig autenticitet, en særegen ro. Og dét er klædeligt. Især fordi autenticiteten og roen fortsætter ind over fjerde skæring, ”Sig at solen rejser sig”, og videre ind over femte skæring, ”To minutter”, og videre der fra. Alt forbliver herefter enkelt og godt.

Med autenticiteten og roen holder Signe Svendsen således min næse i sporet, og jeg er undervejs ikke i tvivl om, at jeg lytter til en singer-songwriter med både format og rutine. Vel at mærke ikke en singer-songwriter, der læner sig tilbage, men en stilsikker en, der til stadighed søger og i momenter finder – måske endda kærlighed.

Hendes musik kan genrebetegnes som akustisk, guitar-baseret folk-pop med flader af synths. Og hendes lyrik? Den kredser især om kærligheden – den magnetiske størrelse med de indbyggede modpoler.  

Signe Svendsen beviser sit værd som singer-songwriter; hun reflekterer over og beretter – sårbart og tillidsfuldt, smukt og værdigt – om kærlighedens forløsende og forunderligt besværlige karakter.

Endnu engang har hun selv skrevet alle teksterne. Og endnu engang har hun skabt musikken sammen med produceren og guitaristen, Lars Skjærbæk, og pianisten, Palle Hjorth. Sammen har de tre – og en håndfuld andre gode kræfter – skabt et poetisk, næsten cinematisk univers, der både rummer en intimitet og noget storladent; en samling af sange, der det ene øjeblik hælder til troværdig melankoli, det næste til troværdig fryd.

****  /  Lydia Gramophon  /  35 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk