MUSIKANMELDELSE

Dette andet album fra canadiske George Crotty Trio er ganske usædvanligt. Både fordi Crottys musik balancerer mellem kammerjazz, folk og world, og fordi Crotty himself spiller cello – et i jazzsammenhænge sjældent instrument. På coverets bagside, står der, at albummet i butikkerne skal indplaceres på hylderne under ”jazz”, men i realiteten er musikken på Chronotope et cross-over mellem post-bop, indiske ragaer, arabiske maqam og sydamerikanske grooves mm. Når jeg f.eks. lytter til et nummer som Prayer Dance føler jeg mig tættere på Indien end Nordamerika. Nummeret har et dynamisk drive, er bygget op over en tilbagevende rite og fremstår aldeles pågående. Andre numre har et klart spontant, improvisatorisk, folkemusisk skær over sig – det har f.eks. nummeret Baião. Og netop det, at genrerne nedbrydes eller parres, gør musikken på albummet som helhed uforudsigelig. Teknisk er jeg ikke i tvivl om kvaliteten. Kunstnerisk ej heller. Men jeg er i tvivl om, hvad det er, jeg hører – og dét er interessant. For George Crotty Trio skaber vitterligt noget originalt nyt, noget absolut flerdimensionelt og farverigt.

****  /  Eget selskab  /  38 min.