MUSIKANMELDELSE
Det aarhusianske big band, Blood Sweat Drum + Bass, har igennem mere end to årtier fremstået som en innovativ, teknisk kapabel og legesyg størrelse. Og det især takket være stifter og orkesterleder, komponist og arrangør Jens Christian ”Chappe” Jensen. Ensemblet har med få udskiftninger / som et velfungerende kollektiv arbejdet sammen med mange solister – mest markant med trompetisten Palle Mikkelborg. Samarbejdet med ham har stået på i hen ved tre fjerdedele af ensemblets levetid. Og samarbejdet fortsætter lykkeligt på ensemblets tiende album, Suite til Vesterhavet, der desuden inkluderer et samarbejde med Randers Kammerorkester og sangerinden Turid Guldin. I materialet indgår tekster / digte af den afdøde poet Pia Juul. Og alt i alt er der tale om noget, der kan kaldes en voluminøs hyldest til Vesterhavet. ”Chappe” og Pia Juul har således haft begejstringen og respekten for havet tilfælles. Og med afsæt i deres respektive sans for musik og tekst – og med hjælp fra meget, meget dygtige musikere og en ditto sangerinde – forløser de hyldesten med overbevisende autoritet. Særligt bidrager Palle Mikkelborg med et til tider sønderrivende, til tider sanseligt smukt trompetspil – det gør han f.eks. i numrene Rolling Waves, Suite til Vesterhavet og Tantra. Men også Rene Damsbaks sakrale solo i nummeret Korall bidrager til skønheden.
**** / Jaeger Community / 43 min.