MUSIKANMELDELSE

Trods titlen står det klart, at danske Jeppe Zeebergs nye (syvende) album er alt andet end konventionelt. Musikken er – skal jeg sige det pænt: kalejdoskopisk – skal jeg sige det mindre pænt: den stritter hysterisk. At det kunstnerisk forholder sig sådan er dog ikke overraskende – kender man bare en smule til Zeebergs historie. Hans musik stritter sædvanligvis hysterisk. Denne gang har han faktisk indført en skærpende selvdisciplin og holdt sig til to konstellationer – én med kvartetten Jeppe Zeeberg and the Absolute Pinnacle of Human Achievement (med Henrik Olsson, Casper Nyvang Rask og Søren Høj) og én som solist. Vel har Zeeberg sit afsæt i jazzen (læs: improjazzen eller avantgarden), men på Conventional spiller han og kvartetten snarere en form for pigtråd og / eller metal og et miks af de tre nævnte stilarter. Det gør han i egne, nye kompositioner og i eksempelvis sindssyge versioneringer af Aquas pophit, Barbie Girl, og Haydns Arietta med variationer. Sidstnævnte har Zeeberg indspillet på klaver og orgel i en varieret stil, som befandt han sig det ene øjeblik på en saloon i det nordamerikanske, det næste i en koncertsal eller kirke i Europa eller ved en lirekasse i det franske. Versioneringen af Haydns værk er forrygende, men både når jeg hører den og de indledende rundgange med kvartetten bliver jeg i tvivl: Er den her musik ironisk? Sarkastisk? Eller alvorlig? Mit eget svar er: Jeg ved det vitterligt ikke. Og det er givet tilsigtet – at jeg som lytter skal blive i tvivl. Men hvorfor egentlig? Når Zeeberg nu er en både kapabel og dygtig arrangør og musiker?

***  /  Eget selskab  /  33 min.