Yuki Negishi: Enigma

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Japanske Yuki Negishi er en klassisk koncertpianist, som i løbet af sin solbeskinnede karriere har spillet poetisk passioneret og virtuost og af samme grund har modtaget masser af roser og priser. Alene derfor er det interessant, når hun udsender nyt. På albummet, Enigma, optræder hun som solopianist i en række moderne, klassiske og jazzede musikstykker – skrevet af russiske Nikolai Kapustin (1937-2020), britiske Melanie Spanswick (1969-) og britiske Robert Mitchell (1971-) foruden polske Frédéric Chopin (1810-1849) og amerikanske Bill Evans (1929-1980). Kapustins første sonate – Sonata-Fantasia – i fire satser åbner albummet med sit voldsomt dramatiske udtryk; dramaet efterfølges af Spanswicks vemodige, fire minutter korte, men sindsoprivende smukke, Enigma; og af Mitchells mere komplekse, jazzede og utilgængelige Our Hearts Dance the Infinite; før Chopin og Evans sætter punktum med førstnævntes romantisk vemodige Berceuse i d-dur opus 57 og dystert facetterede Sonate i b-mol opus 35 og sidstnævntes sublimt fredfyldte Peace Piece – albummets absolut bedste musikstykke! Som man vil kunne forstå griber Yuki Negishi på Enigma ud efter både klassiske komponister og jazzkomponister, og det gør hun, fordi hun nok har sit ståsted i den klassiske musik, men også er betaget af jazzens friere former – hun elsker jazzens groove og kan selv skabe et sådant. Det er dét, der mere end noget andet gør Enigma lytteværdigt – spændvidden mellem de stramme og frie kompositoriske former kombineret med Negishis temperamentsfulde anslag, virtuose tilgang til instrumentet og kunstneriske sans for fortællingerne i musikstykkerne.

****  /  Quartz Music  /  64 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share