Old Man Blues er et dansk garagerock-surf-projekt; en konstellation bestående af Right Hand Buddy, Niels Kaarsberg, Flavia Couri og Martin Couri; og Ready for Fun er konstellationens nye EP. Right Hand Buddy har skrevet alle fire sangtekster og sange og på alle måder står det klart, at der er lagt vilje og kræfter i projektet. EP’en er både udgivet digitalt og på vinyl og visuelt tager coveret sig ud som var det gammelt, old fashioned. Og det er ganske givet tilsigtet. For Old Man Blues bestyres af en gammel knark, der f.eks. har skrevet det nummer, der hedder Don’t Force Me (Alzheimer Blues). Også lydmæssigt tager det hele sig lidt old fashioned ud. Det er ganske givet også tilsigtet. Udtrykket er lige på og hårdt, skramlet og bulet, helt bevidst uden de store raffinementer. Men det er altså både godt og skidt – godt, fordi der er et gennemført match mellem ambitioner, udtryk og genre, mellem musiske og grafiske pejlemærker; skidt, fordi det – trods turboen – ikke lykkes konstellationen at skjule, at Right Hand Buddys kvaliteter som udøver (læs: sanger) altså er begrænsede. Jeg bliver umiddelbart overbærende positiv, men i bund og grund bliver jeg også ramt af tanken: Kan han / de ikke selv høre svagheden i projektet?
** / Hookfarm / 15 min.