MUSIKANMELDELSE
Deanne Matley har igennem den sidste halve snes år været – først et talent, siden en etableret stemme på den canadiske vokaljazzscene. Positionen har hun ”vundet” i kraft af sin teknisk sikkerhed, sin præcise timing og sin sublime evne udi fraseringer. Når hun til og med har evnen til at samle gode, instrumentale kræfter omkring sig – så er det klart, at hendes vej bliver udsmykket med anerkendelse. The Alberta Lounge – hendes sjette studiealbum i eget navn – understreger bare hvorfor, hun i sit hjemland fremhæves som markant. Det femte album, hvorpå hun altovervejende synger standards, er således uhyre vel turneret, vel struktureret, vel afbalanceret og vel produceret. Og hertil kommer altså, at Deanne Matley og hendes sidemen går ind i materialet med ærefrygten skudt til hjørne. Numre som Jimmy McHughs og Dorothy Fields’ I Can’t Give You Anything But Love og Oscar Petersons og Elvis Costellos The Land Was White (When Summer Comes) forvaltes med et overvældende overskud, uden synderlig skelen til sådan noget firkantet noget som genretroskab. Sidstnævnte nummer er i øvrigt albummets bedste – om end også Deanne Matleys eget nummer, If You Were Here Today, skal fremhæves.
**** / Barbette Records / 41 min.