KONCERTANMELDELSE
Det ikoniske, britiske undergrunds-punkrock-band med den helt usædvanligt karismatiske frontkvinde, Skin, skulle egentlig have spillet en stribe 25-års-jubilæumskoncerter i 2020, men dem satte Corona-pandemien en solid stopper for. Så først nu – i det 27. år efter pladedebuten i 1995 (med Paranoid & Sunburnt) – har bandet fået mulighed for at genbesøge sig selv og os andre – med flere af de numre, der indgår på jubilæumsopsamlingen, 25LIVE@25 fra 2019.
Men på sæt og vis har det været værd at vente. Tirsdag aften i Koncertsalen i DR Byen afkræftede bandet i hvert fald ethvert rygte om, at rocken skulle være død. Flere musikskribenter har på det seneste hæftet sig ved, at punk- og rockmusik ikke er at finde blandt streamingstjenesternes mest aflyttede genrer. Men den punkrock Skin og Skunk Anansie levendegjorde fra Koncertsalens scene var virkelig levende. Levende og vital. Modnet (i forhold til sidst, jeg hørte bandet – det var i november 2012) og ikke på nogen som helst måde træt. Kun modnet.
54-årige Skin var stadig helt ekstraordinært karismatisk, hun ejede scenen (i de to timer koncerten varede) og dirigerede (i overført betydning) både sine fire kompetente medmusikanter og den udsolgte Koncertsal – inviterede i to omgange publikum op på scenen, hvor de kunne agere statister i hendes show, fik os alle til at sidde eller stå eller springe op som på kommando (alt afhængig af, om vi skulle lytte eller ”give a fuck” eller danse) – og sang og spillede med sit band numre fra det kvarte århundrede, plus to numre skabt under pandemien: ”Piggy” og ”This Means War”. Sidstnævnte dedikerede hun i vanlig, politisk stil til folket i Ukraine – som i forlængelse af det mere overordnede synspunkt, som hun også ventilerede, at ”This world is really a fucking shit.”
Det politiske aspekt er, som man kan forstå, stadig present i Skunk Anansies univers, om end jeg personligt finder det svært at tro, at det politiske stikker dybt. Snarere tror jeg, at det (i dag) hører med til attituden – ”Are you ready for some noise” – at det ikke længere er rundet af dybfølt alvor. For nok virker Skin stadig indigneret og vred, men kan man opretholde samme indignation og vrede i 25 år og stadig blive taget alvorligt, når det, man bidrager med, er ”noise”?
Det er klart, at Skunk Anansies udgangspunkt er, at ”Yes, It’s Fucking Political”. Mennnnnn. Interessant nok høstede bandet størst bifald for nummeret, ”Because of You”, og for det smukke, meget gennemført troværdige nummer, ”Brazen (Weep)”. Tirsdag aftens udgave af disse to numre var alt andet end ”noise”. De var inderlige, måske endda personlige ballader, der for eksempel tydligt demonstrerede, at den ellers højtråbende og –syngende kvinde kunne sit kram rent teknisk. I stort set alle andre numre blev Skins vokal spændt til det yderste, men den knækkede aldrig – selv om man kunne frygte for stemmens status onsdag, hvor hun skal synge og spille igen. Stemmen – den inderlige del af den – gav i momenter undertegnede associationer til Annie Lennox’. Den var markant, særegen, overbevisende. Og det var i det hele taget hele hendes optræden – bortset fra det med, at hun kunne lancere noget som dødsensalvorligt og samtidig være ved at knække sammen af grin. Måske var hun i virkeligheden mere optaget af støj end af bombardementerne i Ukraine.
Støj var hun til gengæld også god til at lave. AC/DC’s nummer, ”Highway to Hell”, fik for eksempel en ordentlig en over nakken i aftenens coverversion.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk